På tærsklen til fred?
Al-aqsa intifaden og fredsprocessen i Mellemøsten, 2001, 161-181

AL-AQSA INTIFADAEN, RADIKALE ISLAMISTER OG
ANTI-JØDISKE TILKENDEGIVELSER

Judith Winther

Det palæstinensiske oprør, al-Aqsa intifadaen, der brød ud i de besatte områder i slutningen af september 2000, har haft konsekvenser der rækker videre ud end Mellemøsten. Jødiske institutioner verden over er blevet angrebet i en udstrækning, som ikke er set lignende i de seneste årtier. Dette har blandt nogle jøder skabt frygt for en ny anti-semitisk bølge. En af forviklingerne i denne sammenhæng er mange muslimers manglende skelnen mellem jødedom som religion og zionisme som politisk ideologi. I nærværende artikel vil jeg se på, hvorledes forskelligartede islamistiske moderne værker, skrifter, pjecer, blade efter min vurdering har været stærkt medvirkende til at sammenblande begreber som ”jøde”, ”zionist” og ”israeler” og dermed skabt grobund for anti-jødiske holdninger blandt mange muslimer. Set i en bredere sammenhæng er det ganske vist, at ekstreme, radikale bevægelser og grupperinger konstruerer og formulerer sig om ”Den Anden”, fjenden, ved hjælp af stigmatiserende og irrationelle begreber. Det er f.ekd. tilfældet, når ekstreme israelske højrenationalister og religiøse jødiske nationalfanatikere taler om araberne.

Mit stadige problem er, at jeg er konfronteret med ”åben information,” nemlig, at jeg ved mere om afsendernes hensigter end om modtagernes tolkninger af dem. Faktisk ved jeg ikke, om der i den arabiske verden findes undersøgelser af, hvordan det radikale islamistiske budskab bliver tolket af værkernes og pjecernes læsere eller prædikenernes lyttere. Formodentlig er de beskrevne hændelser i artiklen fremprovokeret af ordene, tolkningerne, udsagnene og den religiøse retorik.

***

Det er almindelig anerkendt, at nedbrydningen af de arabisk-jødiske forhold, der fulgte i kølvandet på den politiske zionismes konsolidering i første halvdel af det 20. århundrede, nogle steder fremkaldte en radikal revision af arabisk-jødisk historie. Idet man valgte at ignorere de relativt venskabelige forhold, der eksisterede mellem jøder og muslimer op igennem den præ-moderne periode, har mange jødiske og arabiske forfattere karakteriseret det 20. århundredes spændinger mellem de to grupper som tegn på gammelt følelsesmæssigt fjendskab.

De mest højrøstede fortalere for denne tendens er islamisterne, både moderate og radikale, fra hvis penne, der har strømmet en række pjecer og polemiske skrifter. De har været tilgængelige på bogstande og bogforretninger over det meste af den arabiske verden. Kortfattet kan man sige, at disse værker reducerer staten Israels politik og adfærd til en eneste ting: den jødiske essens. Fra et islamistisk perspektiv er zionisme en uundgåelig konsekvens af den falskhed og det dobbeltspil, som har været indskrevet i den jødiske sjæl siden oldtiden. Fra profeternes tid og indtil nærværende stund har jøderne været modstandere af Guds vilje, som er åbenbaret i de hellige skrifter. Jøderne har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at underminere andres velfærd, indbefattet muslimernes. I den pre-moderne periode har jøderne forfalsket Profeten Muhammads traditioner for derved at lede muslimerne bort fra deres tro. I nutidens verden virker jøderne som imperialistiske spioner, agenter og femte-kolonne-folk med den hensigt at beherske verden.

Det er et foruroligende syn, som dog nyder støtte fra enkelte ansete Beirut- og Cairo-forlag samt billigelse fra mange islamist-tenderende akademikere, som f.eks. den fremtrædende venstre-islamist, professor Hasan Hanafi, ved Cairo-Universitetet, hvis negative udsagn om jøderne er blevet undersøgt af den israelske professor Rivka Yadlin. Hun bemærker, at efter fredstraktaten med Egypten er oppositionens og fjendskabets fokus på den jødiske stat placeret i de intellektuelles rækker. Og at til trods for fredsslutningen fortsætter fjendskabet mod det jødiske folk og den jødiske stat med at gennemtrænge dele af den ægyptiske offentlige diskurs.

Temaerne om jødisk bedrag, sammensværgelse og eksklusivitet, som er grundlæggende for disse islamistiske skrifter, har ført mange til den opfattelse, at forfatterne ekstensivt trækker på det europæiske kristne antisemitiske repertoire, der indeholder den berygtede pjece Zions Vises Protokoller. Protokollerne blev muligvis opdigtet i Paris i slutningen af det 19. århundrede af en agent for zarens hemmelige politi. De bliver betragtet som falskneri. Men falskneri eller ej. Protokollerne er blevet et religiøst dokument og et skatkammer, der har blændet mennesker med hang til antisemitisme. De har været i omløb på arabisk i store dele af Mellemøsten, formentlig siden 1930’erne. Andre værker af mere eller mindre samme karakter, der ligeledes er i omløb er f.eks., Hitlers Mein Kampf, Roger Gauroudis værker, David Irving (Hitlers historiker), Ferdinand Céline, Arnold Toynbee m.fl..

Ved et nærmere gennemsyn er det imidlertd tydeligt, at størstedelen af disse skrifter - som måske selektivt indlemmer særlige elementer fra den europæiske antisemitiske tradition for at forstærke deres argumentation - er formet ved en kulturel autenticitets diskurs, som er grundlæggende for islamisme som helhed. Ligesom andre grupper med populistiske fremstillinger hviler islamismen på en ontologisk sondring mellem moralen selv og dens fordærvelse ved anderledeshed, her hovedsagelig ved grupper som jøder, der med vilje har vendt sig bort fra Guds vejledning.

Radikale udlægninger af forholdet til jødedommen: Qutb, Tantawi, Tabbara

En række nyligt udkomne værker om jøder i koranen dokumenterer, at enkelte radikale muslimer tillægger jøderne en natur, der bliver ved med at være den samme gennem århundrederne. En historisk betinget polemik mod Banu Isra’il (Israels børn) og al-Yahud (jøderne) i koranen danner grundlaget for en almen negativ konstruktion af jødernes natur i disse værker. Dette tilvejebringer en overbevisende forklaring på zionismens nuværende succes og misgerninger i Palæstina, og på et påstået jødisk politisk og økonomisk herredømme i andre dele af verden. For at underbygge påstanden om jødernes tidløse og ubehagelige karakter supplerer disse værker deres iagttagelser om den jødiske natur med kilder, der er fremmede for de islamiske og arabiske traditioner. Flere af disse værker er blevet genredigeret og genoptrykt adskillige gange, hvilket bevidner omfanget af deres udbredelse og indflydelse.

Sayyid Qutb (henrettet 1966 under Nasser) var Det Muslimske Broderskabs hovedideolog fra 1951. Hans tankegods er blevet en inspirationskilde og vejviser for yderligtgående islamistiske bevægelser, der er opstået i den islamiske verden. Hans produktion består af over tyve bøger om islam. Muhammad Sayyid Tantawi, udnævnt til mufti i 1986 og Shaikh al-Azhar i 1996 i Egypten, er forfatter til bogen Banu Isra’il fi al-Qur’an wa al-Sunna (Cairo, 4 oplag, 1986), der kan karakteriseres som en helt igennem antisemitisk afhandling. Og endelig er der ’Afif ’Abd al-Fattah Tabbara, en populær libanensisk forfatter, hvis al-Yahud fi al-Qur’an, er kommet i 13 oplag.

Qutbs skrifter om jøderne blev forfattet før og efter grundlæggelsen af Israel i 1948. Selvom disse skrifter kun repræsenterer en lille del af hans produktion, udgør de den tidligste klare behandling af jøderne ved en islamistisk forfatter, og af den grund er de blevet forbilledlige for alle, der følger i den retning. Kun lidt er blevet føjet til den islamistiske forestilling om jøderne siden da. Der findes ikke plads i Qutbs verden for ikke-islamistiske politiske grupper eller trossystemer. Ronald Nettler, der har oversat Qutbs essay Vor kamp mod jøderne, bemærker:

I en vildledende enkel og meget læselig stil, har Qutb sammenvævet kvaster af islamisk historie, religion, politik og følelser til et tæppe, hvor Islams hellige kilder fokuserer på det jødiske problem. Med litterær præcision og religiøs skarpsindighed har Qutb skabt en tydelig jødisk fysiognomi - et tæt knyttet væv som lovede lang holdbarhed gennem årene. Dette løfte er ikke blevet forpurret. (Nettler. 1987, s. 29)

Kernen i Qutbs budskab er klar. Zionismen forkastes ikke på grund af dens politik eller adfærd, men på grund af dens jødiske naturs nederdrægtighed, som er blevet åbenbaret gennem historien. Når Qutb beskriver zionismen og den jødiske fare, jødisk/zionistisk konspiratorisk magt, står hans formuleringer tæt ved Zions Vises Protokoller. Staten Israel var del af en universel zionistisk sammensværgelse, men det var på ingen måde det hele:

“Zionismens agenter i dag er ligesådan …. De enes med hinanden om et spørgsmål … det er at ødelægge denne (islamistike) tro ved første gunstige lejlighed … Denne jødiske samstemmighed (om at ødelægge islam) ville aldrig kunne findes i en pagt eller i en åben konference. Snarere er der en hemmelig overenstemmelse mellem én (zionistisk) agent og en anden om dette vigtige mål, som noget grundlæggende og ubetvivleligt.
En jøde har tillid til de andre (jøder) og fører således de andre … Derpå stiller de - i det mindste - nogle af dem - noget andet til skue, end det, som de virkelig ønsker, de skjuler deres sammensværgelse ….. Deres omgivelser er beredte … som alt andet apparatur … Og de som forstår virkeligheden i religionen (islam) på denne jord, er enten søgt i skjul eller flygtet”
(ibid. s. 49).

Kampen står for Qutb mellem to rivaliserende civilisationer, den ene grundlagt på dyd, den anden på løgn og ugudelighed. I dette scenario findes der intet kompromis med jøderne. Jøderne fastholdt ikke deres pagt med Muhammad. Derfor kan ingen forvente, at de kan blive i stand til at overholde nogen som helst pagt.

De moralske kategorier, der omgærdede Qutbs præsentation af jøder, er fundamentale for islamismens begrebsmæssige univers. Ved at gå til koranens guddommelige ord blev Qutb og de efterfølgende islamister i stand til at indgyde deres diskurs en religiøs-kulturel autoritet, som hjalp til med at smede den manikæiske deling mellem Hizb Allah (Allahs Parti) og Hizb al-Shaytan (Satans Parti), der er basale for denne tænkning.

I indledningen til deres respektive værker udtrykker både Sayyid Tantawi og Tabbara den muslimske følelse af uretfærdighed og beskriver de lidelser, som jøderne i Palæstina har påført muslimerne. Tabbaras motiver er fremlagt tydeligt i hans bogs undertitel, som i dansk oversættelse lyder: ”En lærd analyse af koran-tekster vedrørende jøderne, set i lyset af nuværende begivenheder”. Mens Tantawis introducerende kommentar straks fører læseren på rette vej:

”Vi muslimer har lidt stor skade i jødernes hænder… det er dem, der har bekæmpet det islamistiske budskab med alle slags våben, med hjælp fra de vantro stater har de ulovligt frarøvet os en del af vort hellige land, Palæstina … Mange bøger er siden blevet skrevet om jøderne og Palæstina, men de fleste fokuserer på de politiske, historiske, økonomiske og militære aspekter. Det religiøse aspekt kræver stadig en alvorlig lærd behandling, der diskuterer jøderne på grundlag af koranen og Sunna …. Mit primære formål med at vælge dette emne var - især for muslimsk ungdom, men ligeligt for enhver, der er kritisk og retfærdig - at afsløre Israels børns tilstand - deres historie, moral, løgne og skamfulde misgerninger, alt dette bliver demonstreret på grundlag af koranen, Sunna og præcise historiske beretninger” (s.12).

Tabbaras værk bliver introduceret af den libanensiske imam og ven - Sharif Khalil Sukkar. Idet denne henviser til Palæstina-spørgsmålet, oplyser han læseren med en iagttagelse om at:

”Historien gentager sig selv: begivenheder, der fandt sted ved islams frembrud, finder atter sted. Jøderne udfører vanvittige angreb mod arabere og muslimer over hele verden i håbet om at stjæle Palæstina og andre territorier fra dem. De hindrer Vesten i at etablere et ægte venskab med os, f.eks. manipulerer de vestlige medier til at ødelægge vor værdighed”.

Tabbara helliger det første kapitel, som udgør en trediedel af hele bogen (86 sider), til at udlægge koranens opfattelse af jøderne. Det omhandler de spirende konflikter mellem dem og profeten; deres sammensværgelse imod Islam; deres dyrkelse af rigdom; deres karakteristika; deres bespottelse af koranen; dens bud til dem og det fysiske sammenstød mellem dem og muslimerne. Konklusion: Staten Israel vil ikke overleve morgendagen.

Hos både Qutb, Tabbara og Tantawi spiller europæiske antisemitiske kilder en vigtig rolle i udformningen af den ”jødiske natur”. Når Tabbara citerer Mein Kampf f.eks. anstrenger han sig for at forklare:

”Jeg indbefatter tit citater fra Hitler for at demonstrere de zionistiske jøders natur på en måde, der korresponderer med koranens beskrivelse af dem, og ikke af beundring for deres forfølgelse og drab i titusinder uden nogen skelnen mellem dem, der er uskyldige og dem, der gør det onde” (ibid. 5-6).

Tabbara går ikke af vejen for at citere Hitlers idé om, at jøderne planlagde at ødelægge Tyskland ved at korrumpere dens ungdom, og han tyr til koranen som bevismateriale: ”Det er slående, at koranen allerede har bekræftet dette for fjorten århundreder siden.” Den almægtige talte således om jøderne: ”Hver gang de tænder en ild til krig, vil Allah udslukke den” (Koran 5,65).

Tantawis essentialisme er vidtrækkende. Selv opsummerer han:

”For at afslutte denne langstrakte behandling af Israels børns moralske fordærv, som er beskrevet i koranen, må jeg pointere, at den, som jeg har nævnt og drøftet, blot udgør et eksempel på denne grimme karakteristik og korruption, som de har arvet generation efter generation. Koranen nævnte det for at registrere deres afvigelse fra sandheden og deres forkærlighed for blindhed fremfor den rette vejledning, og at advare de troende imod deres ondskab og vederstyggelighed” (s. 516).

Genplacering af Palæstina i den islamiske fold ved at ødelægge staten Israel fremviser utilsløret anliggenderne bag forfatternes interesse for jøderne i koranen. Deres værker forklarer det arabiske nederlag i Palæstina, der bliver tillagt arabisk tilsidesættelse af islam, med medfødt jødisk ondskab og de vestlige magters rænker. På samme tid skænker de gentagen forsikring om, at katastrofen kan og vil blive vendt om. Det arabiske nederlag i 1967 føjede yderligere et nyk til bestræbelserne på at fremstille en konstruktion af den zionistiske fjende i de arabisk-muslimske samfund, som kunne forklare den foruroligende udvikling.

Den indgåede fred mellem Israel og Egypten stillede Tantawi - takket være hans høje status - i en vanskelig situation. Den førte ham til at se sine egne værker i et noget andet lys, hvor han nu understreger forholdet mellem tekst og kontekst. Tantawi er varsomt begyndt at undersøge mulighederne for dialog med andre religioner. Tidligt i 1996 planlagde han et møde i Paris med den israelske overrabbiner. Mødet blev dog annuleret takket være regeringens modstand. Medierne var hurtige til at angribe ham på grund af hans beredvillighed til overhovedet at ville mødes med jødiske ledere. I januar 1995 stillede det ugentlige Cairo-blad Majallat al-Musawwar ham følgende spørgsmål vedrørende hans skrift Banu Isra’il: ”Vi kender din doktorafhandling om jøderne …… er der ikke en modsætning mellem den teoretiske position, du fremsætter dér, og din praksis med at møde rabbier? Tantawis umiddelbare svar markerede tydeligt under hvilken konteksts indvirkning, han havde skrevet sin afhandling: ”Det er en anden fortælling - tesen blev skrevet i løbet af 1960’erne, da forholdene var anderledes end i dag. … Og i almindelighed er den en religiøs og ikke en politisk tese”.

Muhammad Sayyid Tantawis eget holdningsskift fra opfordringen til at ødelægge Israel og til støtten til normalisering illustrerer rækkevidden af holdningsændringer, der angiveligt er rodfæstet i bestemte koran-vers. Udlægninger af koranen og hadith, som støtter fred med staten Israel, er således tydeligt mulige. På lignende måde kan man hævde, at en frisk læsning af islamiske kilder kan yde en oprejsning til jøde-billedet baseret på en systematisk kontekstualisering af vedkommende koran-stof. Tantawi og kredsen af højtstående religiøse ledere i bestemte mellemøstlige lande demonstrerer deres behændighed i at mobilisere den muslimske tradition for at legitimere deres styres politik. Det er ikke usandsynligt, at de også vil blive opfordret af styret til at genformulere deres egen eksegese.

Ikke uden interesse er i den kontekst de verdslige arabiske nationalister, særlig de, der var inspireret af det liberale ideal, der blev udbredt mellem de to verdenskrige. Det pegede på de forholdsvis gode forhold, som herskede mellem jøder og arabere i præ-moderne tid, for på den måde at sætte spotlight på de disharmoniske følger af den jødiske bosættelse i det moderne Palæstina. Som den kristne arabiske forfatter George Antonius udtrykker det: ”Arabisk had og antisemitisme vil komme til ende, og den gamle harmoni vil blive genetableret, når zionismen forkaster sin ”kolonaislistiske” og ”ny-korsfareragtige” søgen”. ( Dette er stort set de samme tanker som PLO repræsenterer. PLO-lederen Yasir Arafat gjorde i sin tale i FN’s generalforsamling i allerede i 1974 rede for at at PLOs kamp ikke var rettet mod jøder, men mod “racistisk zionisme” som ikke alene diskriminere palæstinenserne men også de orientalske jøde. Arafat konkluderede “vores, er også en revolution for jøden som menneske. Vi kæmper for at jøder, kristne og muslimer kan leve i lighed... fri for racistisk og religiøs diskrimination” (Massad, 2000).

Den religiøse nationale diskurs vis-a-vis jødedommen

Hizballahs (Allahs Parti) åndelige leder Sheikh Muhammad Husayn Fadallah peger på koranen som værend en bevidsthedsfremmende kilde:

“ I koranens ordforråd”, siger han “ har islamister meget af det, der behøver for st vække muslimernes bevidsthed, støttet af koranens bogstavelige tekst, idet koranen omtaler jøderne på en negativ måde, både hvad deres historiske adfærd og fremtidigepønseri angår.”

Der eksistrer blandt en række islamister en modvilje eller en manglend evne til at erkende zionismens heterogene natur og den nationale baggrund. De forskellige fremstillinger af “zionist”, “jøde” og “israeler” angiver graden af samspillet mellem religion og nationalisme på et bestemt tidspunkt i den palæstinensiske historie.

Hamas (Den Islamiske Modstandsbevægelse) henviser da også i sine dokumenter til koranens og hadiths opfattelse og beskrivelse af jøderne. Hamas’ pamfletter indeholder således en stærk fordømmelse af jøderne baseret på koran- og hadith-tekster. I bevægelsens charter fra 1988 hedder det:

Ikke en krig er brudt ud uden deres fingeraftryk.”Hver gang de tænder en ild til krig, slukker Allah den. De anstrenger sig for at korrumpere jorden. Allah elsker ikke korrumperede” (Sura 5 Al-Ma’ida v. 64 (52).

Når islam åbenbarer sig, vil alle de vantros kræfter forenes for at konfrontere den, thi de vantros fællesskab er ét: ”O I som tror, tag ikke (andre) end jeres egne til fortrolige venner: de vil gøre deres yderste for at fordærve jer. De elsker, at I bliver slettet. Fjendskab har allerede vist sig fra deres munde, men hvad deres hjerter skjuler, er (endnu) værre. Vi har gjort tegnene tydelige for jer, hvis I vil begribe det. (sura 3 Al ’Imran v. 118)...

Profeten, velsignelse og fred være over ham, sagde: Tiden (dommedagen) vil ikke oprinde, førend muslimer bekæmper jøderne og dræber dem; førend jøderne skjuler sig bag klipper og træer, som råber: Oh muslimer, Guds tjenere! En jøde skjuler sig bag mig, kom og dræb ham. Dette vil ikke gælde gharqad (en slags busk), som er et jødisk træ.”
(Hamas-Charter, 1988).

I en løbesddel dokument uddelt 27. oktober 1988 forekommer samme slags udtryk:

”Ingen skal lade sig overraske af jødisk adfærd, da historien gentager sig selv. I denne selvsamme måned smedede al-Nadirs folk rænker imod vor profet, de forsøgte at rulle en klippe over ham, mens han var deres gæst, og efter at de havde indgået en pagt med ham. Intet under, eftersom de er indbegrebet af svig og forræderi. I koranen findes beviset...”

Dette synes at være en svag henvisning til bestemte tolkninger i koranen 59, 3-9. Det hævdes, at versene henviser til den jødiske stamme al-Nadir, som angiveligt brød sin aftale med profeten og derfor blev straffet og forvist. Hamas’ månedlige, officielle talerør, der udkommer i London, Filastin al-Muslimah, præsenterer ofte dens anti-jødiske argumenter med udgangspunkt i koranen og andre religiøse tekster.

Den verdslige nationale diskurs:

Også af den Forenede Nationale Oprørsledelse, der blev etableret i forbindelse med den første intifada (1987-93), bliver Israel portrætteret yderst negativt. I juni 1988 - intifadas første år - offentliggjorde Oprørledelsen en pjece, der beskæftiger sig med Jerusalem benævnt Nida’ al-Quds. Eftersom dokumentet beskæftiger sig med den hellige by Jerusalem, er det interessant, at der kun findes marginale bemærkninger om byens religiøse vigtighed, og at den kun har marginal religiøs relevans. Grunden hertil er enkel - Jerusalem bliver præsenteret som en del af en nationalistisk dagsorden - Jerusalem er den nationale hovedstad. Det er den israelske krænkelse af Jerusalems nationale hellighed, som er årsagen til intifadaen, ikke byens religiøse hellighed. De israelske handlinger i Jerusalem bliver ikke forklaret i religiøse eller messianske begreber. Snarere er det ren og skær imperialisme. Pamfletten beskriver en fremtid, hvor PLOs flag vil vaje over Jerusalem, mens Hamas taler om islams flag.

Den nationale oprørledelses katekismus af en anden karakter: Den tilkendegiver ikke bagvaskelse af jøderne, men kun af israelerne og zionismen. Beholdningen af billeder er hentet fra den tredie verdens revolutionære argot. Begreberne imperialisme, fascisme, ny-fascisme og nazisme er stærkt populære til at beskrive israelsk handlemåde og fylder pamfletterne. F.eks. opmuntrer Nida’ al-Quds flygtningene i al-Bureij-lejren (i Gazastriben) til at stå fast imod de ”fascistiske” handlinger, som begås af den israelske hær. Og i et andet tilfælde opfordrer de til at befri de arabiske fanger fra ”Nazi koncentrations- lejrene i Israel”.

Disse adjektiver blev kanoniseret i den velkendte 22ende paragraf af PLO-Charteret, som iøvrigt blev annulleret i slutningen af 1990’erne:

”Zionisme er en politisk bevægelse lænket til verdens imperialisme. Den er fjendtlig mod alle frihedselskende og progressive bevægelser i verden. Den er racistisk i sin essens, aggressiv, ekspansionistisk og kolonialistisk i sit mål; og den anvender fascisitiske midler i sin fremgangsmåde.”

Et udbredt tema i de palæstinensiske medier er beskyldninger om, at Israel forsætligt forurener vandforsyninger og kilder i selvstyreområderne, at det smugler besmittede varer ind i på de palæstinensiske markeder, varer, der forårsager kræft og fødselsdefekter m.m. (se f.eks. al-Hayat al-Jadida - palæstinensisk dagblad, 16. marts & 14. dec.1999)

Islamisters benægtelse af Holocaust

For nylig offentliggjorde Hamas på sin officielle hjemmeside en benægtelse af jødisk holocaust (Washington Institute Peace Watch No. 255, 21 April, 2000). En tilkendegivelse, der for første gang markerer bevægelsens holdning til holocaust.

I 1990’erne sluttede flere af de islamiske sociale og politiske bevægelser i den arabiske verden sig til den fornyede benægtelse af holocaust blandt europæiske antisemitter. Dette skyldtes hovedsageligt følgen og påvirkningen af den ledende franske lærde og antisemit Roger Gauroudis ihærdige aktivitet inden for feltet. Gauroudi, en forhenværende kristen marxist og kommunist, en gang medlem af det franske parlament, konverterede til Islam i 1979 i kølvandet på den islamiske revolution i Iran. Da han som marxist var kendt for sine anti-jødiske skrifter, vandt han støtte i brede arabiske kredse udover de islamistiske bevægelser. Da han blev dømt i Frankrig for holocaust-benægtelse, voksede hans popularitet i de arabiske og islamiske lande. I 1997 f.eks offentliggjorde det officielle månedsblad for den højeste islamiske religiøse autoritet i Egypten, Al-Azhar, artikler, der støttede Gauroudi og hans ideer om jøderne og jødedom. Hans bog ”Den israelske politiks grundlæggende myter” blev endevendt. Al-Akhbar- journalisten Abu Khari gav Garaudys anden bog ”Løgne fra det politiske establishment i Israel” en æresplads, hvor afsnit fra bogen citeres:

”Krematorierne var bestemt til at ødelægge Nazi-styrkernes klæder, som var befængt med sygdomme, og ved Nürnberg- processerne blev der ikke præsenteret noget bevis på, at krematorierne var bestemt til at udslette jøderne, og de mest aktive elementer i Gestapo var jøder” (Al-Akhbar - ægyptisk dagblad, 26.1.2000).

Garoudi fik tillige støtte fra uventede kanter, nemlig fra Mahmoud Abu al-Nasr, den ægyptiske formand for UN Committee on the Elimination of Racial Discrimination (CERD) og fra Faruq Abu ’Isa, den aspirerende formand for det Arabiske Advokatforbund (The Independent 1.2. 1999).

Hamas’ holocaust-benægtelse på hjemmesiden blev offentliggjort på arabisk. Den blev ikke oversat på sidens engelske del. Den kom som en reaktion og et svar på Stockholm-konferencen om Holocaust, som fandt sted i januar 2000. Konferencen understregede nødvendigheden af at bekæmpe fænomenet holocaust-benægtelse foretaget af politiske bevægelser, historikere eller anti-semitiske grupper og individer på et internationalt plan. Følgende uddrag er hentet fra Hamas’ officielle hjemmeside og er oversat fra arabisk til engelsk af Reuven Paz fra Institute for Counter Terrorism i Israel

”Denne konference bærer et tydeligt zionistisk præg rettet mod at forfalske historien ved at skjule den såkaldte Holocaust, som er en grundløs, påstået og opdigtet historie. Opfindelsen af disse storslåede illusioner om en opdigtet forbrydelse, der aldrig har fundet sted, og som ignorerer nazismens millioner af døde europæiske ofre, afslører tydeligt det zionistiske ansigt, som tror på den jødiske races overlegenhed over de resterende nationer. Ikke blot fokuserer denne konference på en påstået fortælling, men den ignorerer vort folks lidelser og massakrerne begået af zionister imod det,, såsom Deir Yasin, Kafr Qasem, Tanturah, Jerusalem og Sabra og Shatila, for ikke at nævne massakrer begået af fjenden mod folk af vor nation, sådan som i Bahr al-Baqr og Qana, mord på tusindvis af egyptiske fanger. Men selve fortællingen har ingen beviser
…Den zionistiske entitet anvendte psykologisk og terrorisme på Stockholm-konferencen om den påståede nazi holocaust...

Vi kalder på verdens frie forskere og dens vitale styrker. De skal udstille zionismens globale forbrydelser imod vort folk, vor nation og imod al menneskelig civilisation og at modbevise konferencedeltagerne og ikke frygte jødernes fjendskab og deres ideologiske terrorisme eller deres indflydelse, gennem hvilken de lukker munde og forhindrer objektive, fordomsfrie lærde i at afsløre zionistiske fordringer som løgne. Ved disse metoder lader jøderne i verden hånt om videnskabelige forskningsmetoder, når som helst denne forskning modsiger deres racistiske interesser”.

Det paradoksale er, at mens Israels politik sammenlignes med nazisternes handlinger, bliver holocaust-benægtelsen fremhævet samtidig med, at holocaust-benægternes værker lovprises. Med udgangspunkt i bl.a. Roger Gauroudis ”Løgne fra det politiske establishment i Israel” skriver Hamdi Al-Husseini i det ægyptiske blad Rose Al-Yusuf (21.1.2000):

”Jøderne blev ikke skadet under Anden Verdenskrig, tværtimod dragede de fordel af den ved at overtage Palæstina. Holocaust er blot en ondskabsfuld vittighed for at afpresse Vesten og opnå sympati for de jødiske holdninger i deres kamp mod den arabiske verden.”

På denne baggrund er det ikke underligt, at ”Schindler’s list” blev bandlyst over hele den arabiske verden, fordi den ”beviser” holocausts sandfærdighed.

Det må dog understreges, at PLO ikke har været blind fot holocaust-problematikken. Organisationen har udvist sympati for tilintetgørelsens ofre. I forbindelse med 40- års-dagen for oprøret i Warszawas ghetto ytrede PLO ønske om at deltage i højtideligholdelsen og placere en krans. Ønsket blev med skam at melde afvist fra jødisk side (Massad, 2000).

Al-Aqsa-intifadaen og Jihad imod Israel

Da volden blussede op og blev stærkere dag for dag mellem Yasir Arafats Fatah-aktivister og de israelske tropper, udsendte den radikale islamiske gruppe al-Muhajiroun, hvis base er i London, en fatwa, der kalder til jihad mod Israel. Fatwaen blev offentliggjort på gruppens hjemmeside (www.almuhajiroun.com) og sendt via e-mail (shariah@england.com). Al-Muhajirouns endelige mål er at danne et islamisk verdensrige - al Khilafah. Fatwaen opfordrer muslimer over hele verden til at angribe israelske interesser:

”Oh muslimer, denne fatwa er et opråb til at kæmpe imod israelske styrker, israelske ambassader, militære lufthavne, jetmaskiner osv……eftersom de er legitime mål for muslimer, hvorend de måtte være. Det guddommelige vidnesbyrd fra koranen er at Allah siger: ”Og dræb dem, hvor I finder dem og driv dem ud, hvorfra de fordrev jer” (2,192). Den israelske kræftsvulst i Palæstina må udryddes. Islam forpligter os til at befri alle muslimske lande fra besættere, hvem de end måtte være, amerikanske, jødiske, israelske eller andre styrker. Vi må rejse os nu mod israelsk tilstedeværelse i muslimske lande og lukke deres illegitime ambassader og selskaber.”

Dokumentet konkluderer: ”Jihad’en mod jøderne, der besætter Palæstina, vil fortsætte, indtil de trækker sig fuldstændigt ud af hele Palæstina.”

Som svar på et knivstikkeri mod en jøde foretaget af en algierer i det nordlige London (16. oktober) har Sheikh Omar Bakri Muhammad, overdommeren ved Sharia-domstolen i Storbritannien, udtalt: ”Jeg advarer og råder den jødiske menighed i Storbritannien til at distancere sig fra staten Israel”. Det interessante er, at ovenstående jøde samt mange andre jøder, der befolker Nordlondon, er ultraortodokse og stærkt anti-israelske.

Overførelse af den politiske og religiøse konflikt fra
Mellemøsten til den vestlige verden

Efter flere ugers intens konflikt og overdreven israelsk magtanvendelse over for den palæstinensiske befolkning blev to israelske soldater lynchet i Ramallah. Efter denne begivenhed kom Sheik Ahmad Halabaya, en muslimsk gejstlig fra Gaza, med følgende udfald:

”Allah vil pine og ydmyge jøderne i muslimernes hænder ... Jøderne må slagtes og dræbes ... Ingen barmhjertighed med jøderne, ligegyldigt hvor de er, i ethvert land ... Bekæmp dem, hvor end du er. Dræb dem, hvor end du møder dem. Hvor end du befinder dig, dræb de jøder og amerikanere, som ligner dem ... Israel er anbragt her, i den arabiske verdens bankende hjerte, Palæstina ...”

Hvad landet angår, erklærede Sheik Halabaya videre, ”vil vi ikke tilbagelevere et eneste gran af Palæstinas jord, fra Haifa til Jaffa, og fra Akko til Mulabbas (Petah Tikvah) og Salamah, og Majdal (Ashkelon) og hele landet, og Gaza og Vestbredden”. Halabayas heftige udfald blev udsendt ”live” fra en moské på det officielle palæstinensiske fjernsyn, hvor israelerne blev fremstillet som ”satans agenter” og ”menneskehedens fjende.” (The International Jerusalem Post, 14 oktober 2000).

I dette lys eller faktisk i dette mørke må man - efter min opfattelse - se bølgen af de muslimske antisemitiske, voldelige udbrud, overfald og angreb mod jødiske institutioner i de vestlige samfund.

En analyse af det geografiske kort og en tidsplan for hundredvis af tilfælde, hvor jødiske institutioner er blevet angrebet peger hen imod nogle karakteristika. Det første og mest fremtrædende er, at halvdelen af de mere end 300 angreb, der forekom i løbet af de første tre uger i oktober 2000, fandt sted i Frankrig. Her lever de største arabiske og jødiske fællesskaber i Europa. Men kortet omfatter alle kontinenter, fra Nordamerika til Centralasien, fra Nordeuropa til Australien og Sydafrika. Angrebene var hovedsageligt rettet mod religiøse mål, synagoger og kirkegårde, hvilket bevidner angrebenes religiøse karakter, og afspejler ansporingens islamiske karakter.

Wiesenthal-Instituttet i Jerusalem/San Francisco (25. oktober) har udfærdiget en liste, der omfatter antisemitiske overgreb i 20 lande. Af den fremgår det, at Frankrig var hjemsted for langt det største antal tildragelser. På andenpladsen befinder sig England, hvor der blev reporteret om 50 muslimske angreb i de første 10 dage af oktober, efterfulgt af Belgien. I Tyskland blev tabuet antisemitisme brudt efter at neo-nazistister sammen med pro-arabiske grupper - et mærkværdigt makkerskab - forsøgte at nedbrænde synagoger og skænde kirkegårde og monumenter til minde om holocaust-ofrene (Ha’aretz 25. oktober 2000). Mens angrebene i Frankrig var daglig kost i de første uger af al-Aqsa intifadaen, blev overgrebene andre steder koncentreret på få dage. Nedbrænding af synagoger og skænding af gravsteder og holocaust-monumenter identificeres i Frankrig som i andre lande med antisemitisme af værste skuffe. Mere end 80 synagoger og centrale jødiske offentlige institutioner blev mål for angrebene.

Den jødiske menighed i Frankrig tæller 800.000 mennesker, mens den muslimske befolkning tæller mellem 5-10 millioner. Den bor hovedsageligt i de såkaldte ”Islam-forstæder”. En trediedel af de franske ”jøder” er oprørte over begrebet ”jødisk menighed”. De undsiger deres jødiskhed og fordømmer zionisme i almindelighed og staten Israel i særdeleshed. Men… men. Hukommelsestab er menneskets værste fjende. Det er ubestrideligt, at Israels sejr i Seks-dageskrigen i 1967 og den efterfølgende anti-zionistiske propaganda skabte en stemning af utilpashed i de franske jødiske menigheder i 1970’erne og 1980’erne. I det sidste årti er de franske jøders opmærksomhed blevet fokuseret omkring Front National og den voksende holocaust-benægtelse. Og yderligere er der i de seneste få år opstået en bekymring over den offentlige spænding i forstæderne mellem jøder og et aktivt mindretal af militante islamiske unge, der oprindeligt stammer fra Nordafrika.

Der er dog ikke tale om en fast og almen konfrontation mellem de arabiske menigheder og de jødiske menigheder, men ifølge den danske minister i Barak-regeringen, Michael Melchior, er der fare for, at konfrontationen i Mellemøsten vil forvandles til en verdensomspændende religiøs konfrontation mellem jødedom og islam, og i en sådan global konfrontation vil jøderne blive taberne (Ha’aretz, 15.11. 2000).

Det vigtigste middel, i denne sammenhæng, mener overhovederne for de forskellige jødiske menigheder, må være at skabe dialog med de islamiske ledere i de forskellige lande, for at de kan dæmpe gemytterne i deres respektive menigheder og at flytte konfrontationens sammenhæng fra den religiøse akse til den nationale og politiske. Det samme mente de fleste islamiske lærde. En intensiv bestræbelse på at skabe dialog i Frankrig, hvor den værste voldsbølge mod jøder fandt sted, begyndte sidst i oktober. I Paris mødtes den jødiske overrabbiner, overhoveder for den katolske og protestantiske kirke og imamen for den centrale moske og offentliggjorde en fælles fordømmelse af volden. Der findes samtidig tillige muslimske ledere som på den ene side er parate til at fordømme volden, men som på den anden side ikke tør at udtale sig offentligt, fordi de er underlagt deres medlemmers pres og militante sindstilstand. Forsøg på dialog mellem muslimske og jødiske ledere fandt tillige sted i de lande, hvor der findes store muslimske og jødiske menigheder, også uden for Europa. På lang sigt må disse bestræbelser anses for at være illusoriske og utilstrækkelige, medmindre den israelsk-arabiske konflikts gordiske knuder hugges over, og et ægte ønske om sameksistens mellem de to folkeslag indtræder.

Stillet over for udfordringerne i den politiske udvikling i regionen og normaliserings-bestræbelserne har Hamas, Hizballah, Islamisk Jihad og de Muslimske Brødre i Jordan og Egypten gentaget deres holdninger både hvad, angår den arabisk-israelske konflikt, og hvad angår den islamistisk-zionistiske sameksistens. Overbeviste som de er om, at opgaven er at ”holde hadets flamme brændende”, vedbliver de med at definere konflikten som en uforsonlig og vidtspændende kamp mellem islamistisk civilisation og ussel zionistisk virksomhed. Mens jøderne bliver repræsenteret som menneskehedens fjende, betror Gud muslimerne den mission at frelse verden fra denne ”forbandede bande.” (al-Wafd 23.11.1999, egyptisk dagblad).

Anti-normaliserings-tilkendegivelser bliver ikke til at skille fra anti-normaliserings-diskurs, der afspejler en forkastelse af enhver forsoning med Israel, som fortsætter med at være den absolutte ”anden”, identificeret med Vesten og støttet af den. Islamisternes stadige, vedvarende drøm er Israels borteliminering, omend alle ovennænvte bevægelser er beviste om at dette har meget lange udsigter, og at der i mellemtiden må findes en midlertidig løsning (Boston Globe 22. 11. 1999).

Til trods for - men også på grund af - denne opblussen af en ny anti-semitisme, vælger jeg alligevel at tilslutte mig den tunesiske tænker Mohamed Talbis vision om en ægte dialog (al-hiwar) mellem alle religioner i en pluralistisk verden. Denne vision kommer til udtryk i hans to hovedværker ’Iyal Allah (Guds familier), Tunis 1992, og Ummat al-wasat (Moderationens menighed) Tunis, 1996. Ifølge Talbi kræver Islams indre tilstand af voksende krigeriskhed og politisering af religion en pluralisme (al-ta’addudiyyah), og han fortsætter:

”Vi må forsøge på at skabe en atmosfære af gensidig forståelse og udveksling mellem de tre religioner, som har deres oprindelse i Abraham, og gennem ham at redde os ud af en atmosfære af polemik og konflikt. Og dette skyldes min overbevisning om, at de troendes ansvar (fra de tre religioner) i denne nye verden er uhyre stor.” (’Ijal, 146-148).

Litteratur (2000):

Ajami, Fuad: The Arab Predicament. (Cambridge, 1981)
Israeli, Raphael: Muslim Fundamentalism in Israel. (London, 1993)
Lewis, Bernard: Semites and Anti-Semites: An Inquiry Into Conflict and Prejudice. (Norton, 1986).
Lewis, Bernard: “Muslim Anti-Semitism”, i The Middle East Quarterly, June 1998, pp. 43-50.
Massad, Joseph, “Palestinians and Jewish History: Recognition or Submission?” i Journal of Palestine Studies, autum 2000
Mishal, Shaul & Avraham Sela. The Palestinian Hamas. (Columbia University Press, 2000)
Nettler, Ronald L. Past Trials and Present Tribulations: A Muslim Fundamentalists View of the Jews. (Oxford, 1987)
Yadlin, Rivka: An arrogant Oppressive Spirit: Anti-Zionism as Anti-Judaism
in Egypt. (Oxford, 1989)