ISRAELSK LITTERATUR
1970'erne - 2000 og fremefter

Judith Winther

I 1977 vristede højrefløjen, likud, magten fra Arbejderpartiet, hvilket førte til nogle grundlæggende forskydninger i det israelske samfund. Likud var støttet af et bredt lag af underrepræsenterede, marginaliserede mizrahim (jøder fra Nordafrika og Mellemøsten), der ikke var en del af den zionistiske metafortælling. De var ikke socialister, de kendte ikke til pionerisme, for det meste var de arbejdsløse, og holocaust var ikke en del af deres erfaring.

Deres erobring af magten førte til nedbrydning af den zionistiske fortælling om en homogen samfundskonstruktion, om homogenitet inden for sprog, historie, kultur og sociale værdinormer. Dette medførte en større pluralisme, et kulturelt monopolbrud og en hensmuldring af det ashkenaziske magtcentrum.

1980'erne-1990'erne blev en periode af usædvanlig kreativitet og fornyelse. Elitær kultur sammenstilledes med populær kultur, arkaiske myter med nyfødte myter hentet i massemedierne. Sproget blev demonteret: elitært sprog ligestilledes med andenrangssprog og slang, klichéer ligestilledes med allusioner fra religiøse, traditionelle kilder, der atter sammenblandedes med gadens og markedspladsens sprog. Forskellige, nye genrer dukker op, forskellige slags fiktion, mysterier, thrillere, science fiction, spion- og detektivromaner. 

Batya Gur (1947-2005) populariserede detektivgenren i den israelske, litterære kanon. Hendes krimier blev oversat til mange sprog, også til dansk, fx Mord på Shabat om morgenen, 1988. Hun fulgtes af Shulamit Lapid (f. 1934) med den stærkt samfundskritiske krimi Lokalavisen, 1989.

Perioden er stærkt præget af minoritetsdiskurs, eller litteratur af eller om etniske grupper, som ikke tidligere har været emnet for litterær repræsentation.

De allerførste værker, der blev produceret af mizrahi-forfattere, handlede om ydmygelser i transitlejrene og blev skrevet i den sociale vredes tradition. I øjeblikket har mizrahi-prosaskrivning udviklet sig i retning af en nuanceret undersøgelse af de kompleksiteter og indviklede forhold, der er forbundet med akkulturation i det israelske samfund. 

Visse af de senest skrevne værker har endog overskredet Israels tidsmæssige og rummæssige grænser for i højst fantasifulde begreber at fremkalde jødisk liv i Bagdad og Damaskus inden statens grundlæggelse og "samlingen" af den østeuropæiske jødedom i Israel. Værker af Sami Michael (f. 1926), Eli Amir (f.1937), Shimon Balas (f.1930), Amnon Shamosh (f. 1929) og Dan Benaya Seri (f. 1935) har ført den orientalske stemme mod centrum af israelsk litteratur.

Mest kendt er Amirs romaner Syndebuk, 1984, om integrering af de børn, som ankom til Israel fra de arabiske lande i 1950'erne, baseret på forfatterens egne oplevelser, og Farvel, Bagdad, 1992, der udfolder historien om den irakiske jødedom på tærsklen til dens immigration til landet.

Størst er nok Sami Michael, hvis roman Victoria, 1993, der skildrer hans mors kampånd og strabadserne i det nye land, har været på bestsellerlisten i over et år. Michael beredte vejen for etnisk litteratur forfattet af unge kvinder, fx Ronit Matalon (f. 1959) med bøgerne Fremmede i huset, 1992, og Ham med ansigtet mod os, 1995. I sine fortællinger har Matalon udviklet en "mizrahi-stemme", som er tilbagevendende engageret i at konstituere sig selv gennem problematisering af etnicitet. I en endnu yngre generation findes Dorit Rabinyan (f. 1972) med bogen Persiske brude, 1995.

En anden minoritet, som placerer sig for sig selv, borte fra den nationale konsensus, består af de israelske arabere. Deres litterære udtryk er almindeligvis arabisk, men efterhånden er adskillige begyndt at skrive på hebraisk. Anton Shamas (f.1950), har skrevet den smukke roman, en sløret selvbiografi, Arabesker, 1986 og Sayed Kashua  (f.1975), hvis debutværk Dansende arabere, 2002, blev rost af den  israelske offentlighed, for ikke at glemme Emil Habibi (1921-1996), der til trods for at hans forfatterskab er på arabisk, modtog Israel-Prisen.

Itamar Levys (f. 1956) stærke roman Solens bogstaver, Månens bogstaver, 1991, en af de få romaner skrevet om livet i Intifada-skyggen, hører med i denne kontekst. Levy har valgt en unik tilgang: Begivenhederne ses og fortælles helt og holdent gennem bevidstheden hos en analfabetisk, arabisk landsbydreng på Vestbredden. Hans fundamentalt begrænsede syn på verden omkring ham tjener teknisk til at ødelægge stereotyper og forvandle den tilsyneladende kendte og truende til en fremmed.

I den zionistiske mytes kerne spiller den maskuline soldat og jordbruger en central rolle. Og i zionismens kønsdefinerede sprog er deltagerne i den nye, storslåede passion Landet, som både er moder og jomfruelig brud, og den heroiske, hebraiske, maskuline pioner, som vender tilbage for at tage Landet i besiddelse. Selv om kvinder af kød og blod var afgørende for bosættelsen af landet, var de ofte marginaliseret ved prærogativet Store Moder, landet selv.

Kvindelitteratur og kritisk undersøgelse af socialt køn eksploderede så at sige i 1980'erne. Kvindelige forfattere blev blandt de mest synlige og kreative stemmer i israelsk fiktion, hver med sin unikke tilgang til eget fokusområde, som fx Ruth Almog (f. 1936), der er kendt for sine intense landskabs beskriv- elser, som er vævet sammen med den kvindelige hovedpersons verden. Blandt hendes bedste romaner hører Rødder af luft, 1987, og Usynlig genoprettelse, 1993.

Savyon Liebrecht (f.1948) debuterede med novellesamlingen Æbler fra ørkenen, 1986 fulgt af flere samlinger og af den meget roste roman Min fars kvinder, 2005. Hendes kvindelige skikkelser virker måske nok ud fra en svaghedsposition, men deres stille beslutsomhed fører dem til at udforske konflikten, de befinder sig i, og flytte de grænser, der omgiver dem. De iagttager minutiøst egne følelser og længsler såvel som andres, altid omgærdet af reflektion. Nogle af hendes bedste fortællinger har som tema holocaust beskuet fra den næste generations perspektiv.

Orly Castel Bloom (f.1960) bliver betragtet som den dristigste, mest opfindsomme og produktive blandt de forfattere, der begyndte at publicere i slutningen af 1980'erne. Castel-Blooms unikke stemme er udtrykt i 4 novellesamlinger, en børnebog og 6 romaner. Som kætter er Castel-Bloom den første blandt de forfattere og digtere, der begyndte at stille spørgsmålstegn ved alt, hvad der findes, prædikes og rører sig i det israelske samfund. Gennem sin snurrige leg med ord og menneskelige situationer skaber Castel-Bloom gennem klichéer en virkelighed, der åbenbarer fremmedgørelse og patologiske tilstande under hverdagslivets dække, såvel hos mænd som hos kvinder.

Yehudit katzir (f.1963) har gjort sig bemærket med sine uforlignelige stærke, polykromatisk rige beskrivelser og sit sprog i debutsamlingen Man lukker havet, 1990, og med bogen om en besættende kærlighed og kunstens væsen i Matisse har solen i sin mave, 1995.

Andre er digterinden Leah Aini (f.1962); Lilly Perry (f.1953), m.fl.

I samme periode finder en revurdering af selve fiktionens beskaffenhed sted, der bevirker en stærk fiktionseksperimentering. Det egentlige startskud var Yaakov Shabtais (1934-1981) usædvanlige roman Uafbrudt Fortid, 1977, hvis betydning først blev fattet af den efterfølgende generations postmodernistiske forfattere, hvoraf de væsentlige er den markante David Grossman (f. 1954) med den enestående ambitiøse  roman Se under: Kærlighed, 1986, der anvender en mangfoldighed af historiefortællingsteknikker til at undersøge den tragiske fortids vedholdenhed; Og den stærkt populære Meir Shalev (f. 1948), med den væsentlige Det blå bjerg.

Begge forfattere gør brug af magisk realisme i deres værker, samtidig med at de begge bevæger sig bort fra Historien for at fortælle en historie. Skiftet fra Historie til fortælling er en suveræn, selvbevidst bevægelse, som bliver tematiseret inden for romanerne selv. Emnet for Grossmans roman er det 20. årh.s alvorligst tænkelige - holocaust, men beskæftigelsen med holocaust er relativt mindre end beskæftigelsen med de besværligheder, der er forbundet med at skrive om holocaust; en overdådig fiktion er spundet af denne tråd.

På den modsatte side befinder sig  Yoel Hoffman (f. 1937), hvis romaner Bernhart, 1989, og Kristus af Fisken, 1991, neutraliserer romanens episke stræben ved at hugge den i småstykker, og Yuval Shimoni (f.1955), der med Duens flugt, 1990, spalter fortællingens synsvinkel i to. Romanen er skrevet i to spalter vendende mod hinanden, hver af dem fortæller en historie, som adskiller sig fra den anden. Fortællingen tilbyder ikke noget bindeled mellem de to fortællinger, men forudsætter det menneskelige sind som en syntetisk entitet, der er i stand kreativt at samle og organisere det uensartede materiale.

I 1990'erne bliver Tel Aviv inkubationsstedet for en gruppe unge forfattere, der arbejder med tekster, tegneserier, animationer, tv, video film og internet, og hvis teknikker bliver overført til deres noveller og romaner.

Gruppens mest populære forfatter, Etgar Keret (f.1967), anses som den mest fremtrædende repræsentant for den postmoderne kultur i 1990'ernes israelske samfund. Hans første samling, Rør, udkom i 1992 og fulgtes af novellesamlingen Længslen efter Kissinger, 1994. Hans historier er ultrakorte, tit som video-klip, "snapshots", der glimtvis illuminerer den forvirrede tilværelses skjulte tragi-komiske "sandhed".

Andre velskrivende forfattere, hvis værker bærer et umiskendeligt autentisk, litterært udtryk er Gadi Taubs (f.1965) Hvad ville der være sket, hvis vi havde glemt Dov, 1992, Gafi Amirs (1966) Hilsen fra din ungdom, 2001, og Shimon Zimmers (f. 1950) En mor til leje, 1994, m.fl.

Den religiøse dimension har for det meste været fraværende fra hovedstrømningen i israelsk litteratur siden S.Y. Agnon, der slog bro mellem diasporaen og det nye hjemland.

I 1990'erne dukkede en litteratur frem båret af velskrivende forfattere, som brydes med religiøse spørgsmål og indkredser lukkede, neurotiske, klaustrofobiske, ortodokse miljøer som fx Dov Elbaums (f.1970) Elul-perioden, 1997, Mira Magens (f. 1952) Slå ikke på væggen, 1997, Hannah-Bat-Shahars (f.1944) Se, fiskekutterne, 1997, og Michal Govrins (f.1950) dybe roman af religiøs-kabbalistisk beskaffenhed, Navnet, der handler om en ung, religiøs kvindes sjæl på pilgrimsrejse i et forsøg på at bevirke kosmisk healing af universet i kølvandet på holocaustødelæggelserne.

Perioden har oplevet en stærk genopblomstring og fornyelse af israelsk drama gennem Israels største dramatiker, Hanoch levin (1943-99). Hans død var et stort tab for det kreative teater. Nævnes skal også Nissim Alonis (f.1926) fine brug af det absurde teaters teknikker og Yehoshua Sobol (f. 1939), hvis dramaer på den ene side fokuserer på de negative aspekter af nutidens israelske samfund og på den anden side forsøger at forstå den moderne jødedoms og zionismes rødder.

Begyndelsen af det 21. århundrede byder på en gruppe velformulerede og velskrivende forfattere, hvis stemmer er stærkt nuanceret og som hurtigt har vakt genklang hos det læsende publikum. Der høres fx stærke toner, der kræver forkastelse af 1990'erne anorektiske, fragmentariske sprog og handling og en tilbagevenden til et rigt, poesipræget sprog, hvilket imødekommes af Maya Arads (1971) usædvanlige, forunderlige, rimede roman Et andet sted og en fremmed by, 2003, 188 sider med imponerende sonetter. Denne sjældne tekst, der er båret frem af parallelle handlinger, griber fat om indviklede spørgsmål som identitet, israelismens og jødedommens væsen, immigration over for emigration, mødet mellem det øjeblikkelige, kendte og det fremmede. 

Nogle debuterende forfatteres holdninger er yderst radikaliserede. Michal Zamir (f. 1964) åbenbarer i sin debutroman Pigernes båd, 2005, en grum virkelighed, hvis feministiske stempel er mørk, bitter og tragisk.

Mens Alon Hilu (f.1972) har formået at skrive en helstøbt, nuanceret, historisk roman Præstens død, 2004, der finder sted under pogromer i 1840'ernes Damaskus, i et forsøg på at nedbryde indgroede tabuer i dagens israelske samfund, som fx homoseksualitet.

Og Yossi Sucary (f. 1959) har i sin debutbog Emilia: En bekendelse, 2002, ført den ashkenaziske diskrimination af mizrahim ud i det ekstreme. Selv føler han sig fra barnsben forfulgt i et grusomt samfund, men samtidig er han tiltrukket intellektuelt af den vestlige kultur, hvor han i filosofien har fundet et metafysisk frirum. Hans efterfølgende bog Tilflugtssted, 2005, er en litterær, voldsom reaktion på en voldelig, korrumperet virkelighed. Bogen beskriver gennemborende et besættende had/kærlighedsforhold til landet, som måske er et tilflugtssted, men ikke har formået at være et beskyttelsessted.