AHARON APPELFELD (1932 -
Israelsk forfatter

Judith Winther

Aharon Appelfeld er født i Czernowitz, Bukovina, Rumænien (i dag Ukraine). Familien, der tilhørte middelklassen, var tysktalende og assimileret. Otte år gammel blev han og hans far, under nazistrnes besættelse af området, deporteret til arbejdslejren Transnistria, hvorfra han flygtede og tilbragte tre år på flugt blandt ukrainske bønder. I 1944 blev han samlet op af den røde hær og kom i 1946 til Palæstina. Her følte han sig fremmed, rodløs og sprogløs. Som holocaust-overlevende symboliserede han den svage og slappe diasporajøddom, der på dette tidspunkt var foragtet i et land behersket af muskelzionisme og en heroiskpræget ideologi, der påtvang Appelfeld at glemme sin fortid.

Efter kampen for ovelevelse begyndte Appelfelds kamp for at blive forfatter. Det larmende, slagordsplaget Israel var ikke kongenialt for en, der voksede op med dyb mistro til ord.

Appelfelds stærkt stiliseret prosa kalder holocaust frem, ikke gennem direkte beskrivelse, men gennem metaforiske konnotationer. Appelfeld skaber et unikt fiktivt univers for sine skikkelsr, hvor holocaust er den erfaring, der former deres liv. Hans værker er en fabula, hvis grundlag er den indre verden og dens love.

Appelfeld graver dybt i sine personers sjælelige liv, et liv, der tit også er skjult for deres egen bevidsthed. Til dette formål former han i sine værker sin egen tid og sit eget rum og giver sin fantasiverden en gyldighed af eksistentiel parabel.

Hans ærinde er ikke at bære vidnesbyrd, at tilbyde vidneudsagn om naziforbrydelserne, men at tillade sin fantasi at omdanne erfaring til litteratur. Hvis ord ikke kan omfatte holocausts uudgrundelige erfaring, kan de da i det mindste læge? synes han at spørge. Appelfeld sletter den ubearbejdede erindring og skriver metaforiske fortællinger. Forholdet mellem det udtrykte og undertrykte er essentielt i hans værk.

Selv hans mere detaljerede og "realistiske" romaner i 1990'erne, er stadig stærkt stiliserede; antageligt berører de personlige erfaringer, men Appelfeld kommer ikke nærmere ind på dem. Dette kan allerede skimtes i fx romanen Tzili, 1983 (da.1996).

Stort set kan Appelfelds forfatterskab deles i tre bestemte perioder. I 1960'erne publicerede han surreale korte fortællinger med fantastiske elementer. Den fiktion består af 5 novellesamlinger, hvoraf de første er Røg, 1962 og I den frugtbare dal, 1964. En hel del af disse fortællinger relaterer til den israelske erfaring. Den mest personlige er romanen Det svidende lys, 1980, om den smertelige, komplicerede tilpasningen af unge overlevende til livet i Israel.

Det er i hans "anden periode," sidst i 1970'erne og 1980'erne, at hans kendteste bøger udkommer: Badenheim 1939, 1979 (da. 1982), Miraklernes tid, 1978 og Mod sivenes land, 1986 (da. 1990).

I hans tredje periode, 1990'erne og begyndelsen af det 21. årh., er holocausts fatiske begivenheder inkorporeret direkte i fiktionen.

I de tidligere værker suspenderer Appelfeld delvist, holocausterfaringens historiske og tids referenceramme og hæver den til et mytisk plan. I disse stærkt følsomme fortællinger bliver det traumatiserede individ, der er blottet for erindring og ønsker, beskrevet i et stærkt metaforisk sprog. Personenerne er løsrevet fra enhver defineret social forankring, kulturel matrix og historisk sammenhæng. Den stærke undertrykkelse af både erindringen og det tidligere "selv" gør en art overlevelse og en begrænset funktionsduelighed muligt for personerne i post-holocaust-verdenen.

Mens Appelfelds tidlige skikkelser bevidst eller ubevidst skærer båndene over til fortiden og erindringerne, bliver de i de senere romaner mere aktive og kommer frem fra deres afsonderthed.

I 1980'erne har Appelfeld så småt holdt op med at beskrive tilværelsen hos jødiske overlevende i Israel. Han er begyndt at granske og beskrive den assimilerede, kultiverede, intellektualiserede Centraleutopæisk jødedom i slutningen af 1930'erne, som er indhyllet i falsk sindsro på randen til antrofi, mens den venter på den umiddelbart forestående katastrofe.

På en stærkt stiliseret vis præsenterer Badenheim 1939 feriebyen Badenheim, som et mikrokosmos af de af de centaleuropæiske jøders assimilerede eksistens på tærsklen til Anden Verdenskrig. Efterhånden som romanen udvikler sig, omklamres alle skikkelser af en følelse af umiddelbart forestående undergang, og de indfanges af en fornemmelse af, at ingen udvej findes. Appelfeld udstiller ikke deres indre tanker og følelser, kun deres bevægelser og samtaler. Romanens infrastruktur næres af ironien; spændingen mellem det tilsyneladende og det faktiske. Skikkelserne forbliver inden for det "tilsyneladenes" domæne, mens læseren er fuldt bevidst om, at toget fører de ferierende mod deres undergang.

Styrken i Badenheim 1939 ligger i dens evne til at portrættere det makabre uden grelle farver og skurrende lyd. Dæmpede ytringer, hverdagens small talk, og bizarre adfærd inden for ordnede grænser maler billedet. Og alligevel udfordrer romanen påstanden om orden, kultur og civilisation.

Først i Jernsporene, 1991 Isminen, 1997, og i Livshistorien, 1999 efter at have udgivet over 20 bøger, berører Appelfeld direkte og konkrekt dødslejrnes og ghettoernes indlejrede erfaring. Undertrykkelse og fortielse, som var så fremherskende i Appelfelds tidligere tekster er delvis ophævet her. Samtidig træder troen og jødedommens identitetskrise frem.

Healing og soning er blivende træk i Appelfelds verden: søgen efter rødder ligesom søgen efter mening bevæger hans personer i sine senere romaner.

I En nat og endnu en nat, 2002, går Appelfeld nok et skridt videre. Personerne er en gruppe overlevene, der bor i et pensionat i Jerusalem i 1950'erne og 1960'erne. Romanens hovedakse er gruppens åndelige, personlige og kollektive anstrengelser for at forbinde sig selv med egen fortid (og forny deres modersmål jiddisch) eller med en endnu fjernere fortid, nemlig de skjulte rødder, der berører eksil, forfølgelse, assimilation samt den tro, der nærer nutiden her og nu.

Til Emneoversigten

Til Forsiden