JACOB GLATSTEIN/YANKEV GLATSHTEYN (1896-1971)
Jiddisch digter, skønlitterær forfatter og kritiker.

Judith Winther

Jacob Glatstein blev født i Lublin, Rusland (i dag Polen). I 1914 immigrerede Glatstein til USA, hvor hans onkel levede. Her ernærede han sig i adskillige år som fabriksarbejder.

I 1923 begyndte han sin livslange løbebane inden for jiddisch journalistik, som med tiden også omfattede en fast klumme ved Morgn-Dzhurnal (Morgenavisen) og Der Tog (Dagen) såvel som redigeringsarbejde ved Der Yidisher Kemfer (Den jødiske Kæmper), Di Tsukunft (Fremtiden) og Folk un Velt (Folk og Verden).

Selvom Glatstein var en anset essayist og romanforfatter, er det først og fremmest hans digtning, der har sikret ham stor anerkendelse.

I dag må Jacob Glatstein betragtes som den ledende jiddische, modernistiske digter, som en af de fineste jiddische digtere i det 20. århundrede og den mest spøgefulde og opfindsomme form-eksperimentator. Hans poesi er intellektuel og spiller forskellige stilistiske planer og registre ud mod hinanden.

På New Yorks Universitet mødte Glatstein to andre jiddische forfattere, A. Glants-Leyeles og N.B. Minkov. Sammen lagde de grunden til en af de vigtigste, æstetiske bevægelser inden for jiddisch digtnings historie. De blev kendt som Inzikhistn (Introspektivister) efter In Zikh, navnet på deres tidsskrift og titlen på det manifest fra 1919, som fremsatte deres kunstneriske rationale. Inzikhistn tilførte jiddisch digtning modernisme ved at udvikle innovationer som frie vers, en yderst individualistisk eksperimenteren med ord, klang og form samt en poetisk syntaks, der leder tanken hen på samtale. Stærkt personlige, subjektive, emotionelle tilstande, perspektiver og symboler undersøgtes ud fra overbevisningen om, at jiddische forfattere ikke skal begrænse sig til jødiske emner. Dog ophørte gruppen aldrig med at nærme sig stoffet fra et jødisk perspektiv, idet jødiskhed var uløseligt forbundet med deres identitet.

En stor del af Glatsteins tidlige arbejde, især hans første digtsamling Yankev Glatshteyn, 1921, er formet i Inzikhist-ånd og eksemplificerer Inzikhistns kunstneriske principper.

Men Glatstein er ikke bare en teknisk og formel fornyer. Han er en mester i sindstilstande og psykologi, hvilket tydeligt kommer til udtryk i digtet "Aftenbrød" fra hans anden digtsamling Fraye ferzn (Frie Vers), 1926. Samlingen viser Glatsteins evne til at anvende formalistiske strukturer til at fremme psykologiske overvejelser.

I 1934 besøgte Glatstein sin fødeby Lublin, en erfaring, der inspirerede ham til romanerne Ven yash iz geforn (Da Yash tog af sted), 1938, og Ven yash iz gekumen (Da Yash ankom), 1940.

Selv om Glatsteins stemme er en forherligelse af det poetiske udtryks individualitet, må en stor del af hans værk betragtes som et forsøg på at tale i et nationalt sprog. Det gælder hovedsageligt hans holocaustdigtning, skrevet før, under og efter 2. Verdenskrig. Holocaust danner et vendepunkt i hans digterkarriere, ikke blot hvad det indholdsmæssige angår, men i høj grad hvad angår formen. Glatstein skiftede fokus fra formalistisk innovation til udforskningen af, hvordan digtning kan udtrykke en rædsel så dyb, at den næsten undviger sproget.

Så tidligt som i 1938 så Glatstein skriften på væggen, og i de bidende skarpe digte "God nat, Verden" og "Vogne", som først blev publiceret i samlingen Gedenklider (Mindedigte), 1943, udtrykker han voldsomt sin desillusionering med og fiaskoen af alle forsøg på enten at bryde med eller at acceptere europæisk kultur over for antisemitismen. Med stolthed advokerer han for en venden tilbage til jødisk kultur på sine egne betingelser. I digtet "Millioner af døde" fra 1943-samlingen introduceres to af Glatsteins vigtigste svar på de grufulde begivenheder: behovet for at helliggøre de døde ved evigt at mindes deres skæbne, og trøstens evige formålsløshed over for deres død.

Glatsteins tilbagevenden til jødiske former og begreber ses endnu stærkere i samlingen Shtralendike yidn (Strålende jøder), 1946, som ofte betragtes som hans fineste arbejde. Denne bog intensiverer og udvider de holocausttemaer, der blev introduceret i Gedenklider. Hvor han i Gedenklider anvender anklage som poetisk holdning imod tyskerne, retter han i Shtralendike yidn en anklage imod Gud. I digtet "De døde priser ikke Gud", hvis titel er hentet fra en traditionel jødisk bøn, sætter Glatstein en fælles forkastelse af pagten på Sinaibjerget mellem Gud og hans udvalgte folk over for holocaustkatastrofen. Den jiddische digter, som fra det fjerne USA bevidnede den europæiske jødedoms destruktion, skaber dristigt en forenet jødisk tilstedeværelse af alle generationer, døde som levende, der påføres plager og lidelse og sammen går til grunde. Pagten, Torahen, bliver nyttesløs uden et folk, som holder den i live. Den forsvinder. Og snart følger Gud efter.

Hinsides samlingens indlysende fortvivlelse og vrede konkluderer hans digte i sidste ende, at jødisk liv efter holocaust er uigenkaldeligt redefineret på måder, som muligvis aldrig vil blive begrebet.

I efterfølgende samlinger som fx Dem tatns shotn (Min fars skygge), 1953, og A yid fun lublin (En jøde fra Lublin), 1966, findes en del holocaust-relaterede digte, hvor forholdet til Gud får en ny, anderledes drejning. Glatstein var da også i færd med at indtræde i en ny periode i sit liv og værk, hvor han erkendte, at holocaust ville forblive hos ham livet ud, og at erindringen om den katastrofale begivenhed kunne vise sig flygtig, endog ville dø med ham og hans generation og med det jiddische, kulturelle miljø, der gradvist og støt var ved at forvitre i Amerika.

Til Emneoversigten

Til Forsiden