DAVID GROSSMAN (1954, Jerusalem)
Israelsk forfatter

Judith Winther

David Grossman studerede filosofi og teater ved det hebraiske universitet i Jerusalem. Sin 25 år lange karriere ved Israels Radio påbegyndte han efter som 9-årig at have vundet en radio-quiz for voksne. Han fortsatte som korrespon- dent for børne- og ungdomsradioen og fjernsynet samt arbejdede for radio- teatret, hvor han også iscenesatte sin første børnebog Tvekamp (1983) som radiospil. 1 1988 førte hans kontroversielle politiske, humanistiske synspunkter og fredsaktivisme til fyring.

Grossman betragtes som Israels førende og mest stridbare forfatter. Han er kendt som en klarsynet iagttager af den israelsk-palæstinensiske konflikt og tilhører den litterære genration, der efterfølger Jehoshua og Oz, og hvis ungdoms altdefinerende begivenhed og trauma er 1967-krigen (Seksdages- krigen).

I hans første roman Lammets smil (1983) er det også denne krigs konsekvenser, som udgør bogens omdrejningspunkt. Her gør han et portræt ud af den skrøbelige linje, der adskiller palæstinenserne fra israelerne i de besatte områder. En ung idealistisk soldat i en arabisk landsby på Vestbredden indfanges af en gammel arabers fantasi og udvikler et særligt forhold til ham. Ved at anvende en række fortællere, hver med sit individuelle, subjektive synspunkt, bestræber Grossman sig på at præsentere et sammensat, ikke-stereotypt billede af israelere og arabere.

Allerede med denne roman, den første hebraiske om de besatte områder, der tillige blev filmatiseret i 1985, viser Grossman sin stærke optagethed af den israelsk-arabiske konflikt. Hans aldrig svigtende pointe er, at den besejrede altid psykologisk vinder over sejrherren. Romanen udgør en gennemborende undersøgelse af uretfærdighed og uærlighed.

Grossman havde store ambitioner og bestemte sig i det efterfølgende for at adskille det politiske fra det personlige, hvilket medførte, at han begyndte at skrive parallelt i fire forskellige genrer: børne- og ungdomsbøger, romaner, skuespil og politiske reportagebøger.

Den gule vind (1987, da. 1988), Sovende på et hegn: Samtaler med Palæstinensere i Israel (1992) og Døden som en levemåde (2003) er værker af politisk reportage og journalistik, som alle er centreret omkring den israelsk- palæstinensiske konflikt.

Den gule vind, der samler indtryk fra forfatterens 7 uger lange ophold på Vestbredden, udløste voldsom polemik, ikke kun på grund af de positive samtaler med palæstinenserne dér, men især fordi udgivelsen, der faldt sammen med udbruddet af intifadaen, forekom som en fuldbyrdet profeti.

I romanerne forsøger Grossman at skrotte sin politiske aktivisme og grave uindskrænket i det private og personlige. Dog forbliver romanerne et sted, hvor de ydre politiske realiteter smelter sammen for uundgåeligt at blive aspekter af de individuelle personers indre erfaring. Således i Grossmans væsentligste romaner Se under: kærlighed (1986, da. 1993 ), Den indre grammatiks bog (1991, da. Intimitetens grammatik,1991), Siksakbarnet (1994), Vær du min kniv (1998), I kroppen forstår jeg (2002).

Den enestående, dristige Se under: Kærlighed er et intertekstuelt værk, der sammenvæver forskellige fortællinger og litterære stilarter. 1. del er en neorealistisk gengivelse af barnet Momiks oplevelse af holocaust- overlevendes fællesskab i Israel, hvor synsvinklen er barnets. 2. og 3. del bevæger sig tilbage til årene under Anden Verdenskrig og er eventyrlige og parodisk-groteske. Bogen når sit højdepunkt i 4. del, hvor læseren i stedet for en fortælling får et leksikon, der består af navne, termer, begivenheder og begreber, mange af dem forbundet med holocaust og med de begivenheder, der forekommer andetsteds i romanen. I 2. del inddrages den polsk-jødiske forfatter og maler Bruno Schultz, der blev skudt under krigen af en SS-officer. Bruno tager barnet Momik til en ny verden med et nyt sprog, en verden uden vold, uden ideen om vold. Romanen inkorporerer træk af den tyske gotiske tradition, Günter Grass og Gabriel García Márquez.

Bogen smeder et nyt territorium for holocaust-fiktion. Den fastholder, at intet mindre end en fantasmagorisk præsentation kan fange dødslejrenes virkelighed. Og den cementerer kunstens virkekraft i forsøget på at komme overens med rædslen. Ved at beskæftige sig med holocaust krænkede Grossman hellige tabuer, som fastholdt, at holocaust var et upassende emne for al slags fiktion, hovedsageligt den vildt fantasifulde slags, som Grossman selv producerede.

Den indre grammatiks bog, en roman om åndelig anoreksi, beskriver det lille, indadvendte geni Arons kropslige modning, eller snarere hans modstand mod denne. Bogen er en sammensat allegori, en kritisk fortælling om de unge israeleres perverterede vækst og et samfund gennemtrængt af vulgær seksualitet og en åndsdræbende skatologi. Drengen, der udviklingsmæssigt aldrig lærer at skelne mellem sin forestillingsverden og den ydre virkelighed, giver Grossman mulighed for at udforske forholdet og kløften mellem den kropslige og den sjælelige udvikling.

Også i brevromanen Vær du min kniv, der omhandler en besættende uægteskabelig affære, som udelukkende finder sted pr. brev parret imellem, tjener kroppen som arena for en kærlighedshistorie, hvor identiteter etableres og bliver til det sted, hvor en personlig, maskulin, narcissistisk identitet tegner sig ved siden af den fremmede, skrivende kvindes identitet.

Mørkere, klaustrofobisk, på randen af det patologiske er I kroppen forstår jeg. Bogen er et studie i besættelse, forræderi og jalousi i en tid, hvor selvmordsbomber hærger samfundet.

Nogen at løbe med var tænkt som en ungdomsbog. Da bogen udkom i 2000 i Israel, betog den straks de voksne læsere og solgte i over 100.000 eksemplarer. Den blev omarbejdet til en TV-serie i 4 afsnit. Bogen, der omhandler livet i det moderne Jerualems gader, er mørkere end den beslægtede Siksakbarnet, der blev et hit, da den udkom, og som i 2006 bliver udgivet i Tyskland i serien Verdensklassikere.

Optaget af det mytiske udgav Grossman i 2005 det tankevækkende lange essay Løvens honning (da. 2006) - historien om Samson. Her møder læseren ikke den kendte bibelske helt, men derimod en omtumlet sjæl, der aldrig finder noget virkeligt hjem i verden.

Grossmans prosa er indviklet, strukturelt kompleks og kendt for dens dristige og innovative teknik. Grossman udtrykker modet, smerten og den brutale sandhed om den israelske virkelighed med en styrke og ærlighed, intet samtidigt litterært udtryk kan måle sig med.

Retfærdighed som et menneskeligt fænomen er et centralt tema i forfatterskabet, hvad enten den er en socio-politisk tilstand eller psykologisk besættelse. Grossman har modtaget talrige nationale og internationale priser og har været indstillet til Nobelprisen i litteratur.

Til Emneoversigten

Til Forsiden