YOEL HOFFMAN (1937, Ungarn)
Israelsk forfatter

Judith Winther

Yoel Hoffman har skrevet noveller, romaner og essays. Han forsker i japansk kultur og oversætter japansk poesi. Han blev født i Ungarn i 1937 i en østrigsk-jødisk familie, som kom til præ-staten Israel, da Hoffman var et år gammel. Hoffman har tilbragt 2 år i et buddhistisk munkekloster og er professor i japansk poesi, buddhisme og filosofi ved Haifa Universitet. Han hører til blandt de mest eksperimenterende, opfindsomme og dristige israelske forfattere. 

Hoffmans debutbog, Yosefs bog, 1988, indeholder fire bemærkelsesværdige noveller, hvoraf "Katschen" (kattekilling) hører til i den bedste ende af israelsk litteratur overhovedet. Bogen handler om en ung immigrant-dreng, der omtumlet forsøger at finde ud af, hvor han passer ind med sin familie og sit folk i det nye land, for omsider at blive anbragt i en kibbutz. Størstedelen af historien foregår i drengens hoved og formes af hans drømmes stof; en mindre del er henlagt til et fremmed, truende, begrænsende territorium i det fysiske Tel Aviv, hvor de "ikke hjemmehørende", immigranterne, gør fejlslagne forsøg på at oversætte den fremmede virkelighed.

Hoffmans noveller har meget til fælles med Appelfelds inventar af fremmedgjorte og rodløse immigranter og flygtninge. Men mens Appelfeld nedtoner skikkelsernes etniske oprindelse, fremhæver Hoffman den ved direkte i fortællingerne at inkorporere tyske vendinger forsynet med oversættelser i tekstens margen. Hoffmans struktur er yderst fragmentarisk og skaber en fornemmelse af, at noget bliver undertrykt, ladt usagt eller ikke kan udtrykkes.

Ligesom Appelfeld griber Hoffman fat i problematikken omkring jødisk identitet og assimilation både før og efter krigen. Dog vidner Hoffmans beskrivelse af hans personer og deres vanskelige stilling om en større empati og varme end fx parallelle repræsentationer hos Appelfeld.

Hoffman forsøger direkte eller indirekte at tackle myten om "smeltedigelen", nemlig de til Israel indvandrede jøders sammensmeltning til én fælles identitet. Hoffmans ønske er at afmytologisere denne indvandring til Israel, som af den herskende elite blev stemplet som en succeshistorie, ved at anfægte ideen om en ensartet israelsk identitet og knuse den til individuelle fragmenter, for at den ikke længere skal undertrykke individet og give emotionelle ar. Det israelske samfund er et samfund, der består af minoriteter, hvor den kunstige myte om den "nye jøde" ikke længere har plads.

For Hoffman er immigranten i al bestandighed en fremmed i sit hjemland. Som marginal outsider er han imidlertid også den nationale fortællings centrale hovedperson, som han beskrives i Bernhart, 1989. Hovedpersonen, hvis hustru er død, forbliver kulturelt en del af den verden, han har ladt bag sig. Han afskyr immigranter, der forråder deres europæiske oprindelse i deres hast efter at assimilere sig, er fortvivlet over de kæmpe kløfter mellem ordene og tingene, og over hans mangel på redskaber til at kunne lappe verdnerne sammen.

Den fiktion, der efterfølger debutværket, bliver til stadighed mere eksperimenterende, indviklet og krævende. Fra korte, poetiske skitser bevæger han sig mod romaner bestående af snapshots, stiller spørgsmål om virkelighedens beskaffenhed og om kontinuitet og diskontinuitet i dens udvikling. Forfatteren bruger forskellige typografiske teknikker, fx korte tekstenheder, der har lighed med formen i japansk haiku. I nogle af sine værker lader han sider stå blanke for at understrege diskontinuitet, fragmentering og den tolkende fantasis rolle som skaber af orden og mening. Undertiden neutraliserer Hoffman værkets episke stræben ved at lade et diminutivt afsnit optræde alene på en hel side, repræsenterende en bevidsthedsboble.

Kristus i fiskenes tegn, 1991 (da. 2003) repræsenterer et nybrud i hebraisk fiktion. Helheden er brudstykkeagtig, dens stykker er forbundet enten vilkårligt eller af nødvendighed. Som i andre af Hoffmans værker er teksten yderst intellektuel og fuld af hentydninger og forudsætter bekendthed med vestlig og tysk såvel som hebraisk kultur. Bogens titel angiver naturligvis kristendom.

Som i sin tidligere fiktion rejser Hoffman kritik af nationen i forhold til de, der ikke lader sig assimilere. Bogen er en elegisk slægtsroman om en kulturs nedgang og om fremmedgjorte indvandrere i dét nye land, som ikke er et hjemland. Hoffman beskriver fordrivelsen af en central-europæisk, jødisk familie, der ved skæbnens og historiens luner bliver kastet ind i den mellemøstlige, komplekse og omtumlede verden.

Romanen Hvordan går det, Dolores?, 1995, er opbygget af 333 fragmenter, der er fordelt over 3 bøger, hvoraf de to består af en indre, rig monolog, der snegler sig af sted. En kvindeskikkelse henvender sig i én del til en imaginær veninde, Dolores, og i sidste del til sin søn, Michael. Hver skikkelse, hver simpel handling, hver genstand beskrives med en religiøs oplevelses stærke farver. Den kvindelige hovedperson kommer sig efter en oplevelse, som har rystet hendes liv. En skilsmisse, som afsløres efterhånden og indirekte igennem bogen, får hende til at gribe om de faste ting i tilværelsen, sønnen, hjemmet og byen Tel Aviv, og hendes tanker stryger over disse som en følsom pensel, der fremhæver det hverdagsagtige og trivielle og forvandler det til noget unikt.

Det er muligt i hovedpersonens monolog at se et feministisk manifest med usædvanlig lyrisk skønhed. I sin stumme samtale med læseren, med Dolores og med sønnen placerer hun sig selv som en passiv og tilbagetrukket skikkelse, men faktisk oplagrer hun i sig den hele verden, guddommens hemmelighed, så at sige. Denne modsigelse former i bogen den kvindelige konflikts grundlag.

Hjertet er katmandu, 2000, er en lyrisk, filosofisk roman, der graciøst transcenderer fysisk beliggenhed og tegner et universelt kort af kærlighedens overvældende magt. Mens personerne bor i Israels materielle sfære, er de i deres tanker og følelser beboere i det grænseløse univers. Hoffmans poetiske sprog fungerer som musikalsk akkompagnement til personernes opdagelse af hverdagens mirakler. Romanen er indbegrebet af en kærlighedshistorie, hvori Yehoahim, en 43-årig, fraskilt mand, og Batya, en ung, ugift kvinde med et barn, forelsker sig. Forfatteren blotlægger elskerens hjerte, som er stærkt snørklet og fyldt med labyrintiske smøger ligesom Katmandu. Romanens skønhed ligger i Hoffmans undersøgelse af de tos gensidige fortryllelse. Han betragter deres kærlighed fra forskellige udsigtspunkter, fra det uendeligt store til det minutiøst små, og han skænker dybde og farver til øjeblikke i tid og tidspunkter i historien.

Shunra og Schmetterling, 2001, er formet som en fortællende collage, der består af tankefragmenter og anekdoter, undertiden humoristiske, undertiden deprimerende, om en barndom i 1940'ernes og 1950'ernes Israel, om fortællerens formende år, gengivet fra barnets synsvinkel. Nogle af erindrings- collagerne er en leksikalsk-semantisk sammenblanding af bl.a. hebraiske, tyske, jiddische og ungarske, lingvistiske elementer, der understreger personernes idiosynkratiske sprog. Eftersom ivrit, moderne hebraisk, ikke blot er et kommunikationsmiddel, men et vigtigt element i formningen og skabelsen af den nye israelske identitet, illustrerer det sproglige miskmask hos Hoffman hans personers manglende evne til integrering.

I romanen Efraim, 2003, når Hoffman den yderste grænses mulighed. Han beskæftiger sig her med det uladsiggørlige i at skabe forbindelse mellem ordene og tingene. I bogen udforsker han denne manglende forbindelse. Bogen har både personer og en strømmende handling, men Hoffman viser, at han mangler tiltro til netop "handling", "person", og "dialog". Forfatterens opgave er ikke at forsyne læseren med en historie, men at forme et rum til forundring.

Til Emneoversigten

Til Forsiden