YORAM KANIUK (1930, Tel Aviv)
Israelsk forfatter

Judith Winther

Yoram Kaniuk er forfatter af romaner samt børne- og ungdomsbøger, kunstmaler, journalist og politisk aktivist. Kamiuk deltog i Uafhængighedskrigen i 1948 og kom i 1951 til USA, hvor han blev de næste ti år og bl.a arbejdede som kunstmaler i New York.

Kaniuks værker er stærkt ekspressive, fulde af akavede metaforer og groteske, undertiden patetiske kombinationer af uensartet materiale, som tjener til at drage opmærksomheden mod den fysiske verdens umedgørlighed og rædsel. Han maler tit større end-livet personer, som jager og jages af deres egne dæmoner tværs hen over tætte og blændende lærreder. Bøgernes handling bevæger sig mellem det konkrete, virkelig og det hallucinerede, mellem det mytiske og det intenst emotionelle.

I gennem forfatterskabet tackler Kaniuk det 20. århs jødiske histories to historiske melodramaer: Holocaust og Uafhængighedskrigen og de efterfølgende skæbnesvangre konsekvenser.

Hans første roman Akrofobikeren (engelsk 1961, hebraisk1963), er en poetisk-grotesk tekst. Titlen er møntet på hovedpersonen, en israeler der arbejder som turistfører i New York og følgeigt forelsker sig i byens umådelige højder, ikke for deres egen skyld, men pga. det imponerende perspetiv, de tilvejebringer over det formindskede menneskehed nedenfor. Kaniuks hovedperson forkaster eller i det mindste forsøger at ignorere sin jødiskhed. Et dilemma, der optræder i mange af de efterfølgende bøger.

Himo Jerusalems konge, 1966, er en patetisk-grotesk historie om en umulig kærlighed under belejringen af Jerusalem i 1948-krigen. En alvorlig såret soldat, der har mistet ben og hænder, bliver for hans ekstremt hengivne sygeplejerske et ømhedsobjekt, en besættelse på grænsen til det selvdestruktive og forkvaklede. Mange af Kaniuks kvindeskikelser er beslægtet med hende i deres besættelse af forstyrrede, funktionsuduelige mandspersoner. I bogen fører Kaniuk et borende regnskab med den zionistiske etos' heroismemyte.

Adam genopstået, 1968,(da. 1980) der idag betragtes som en banebrydende bog, vakte ved udgivelsen afstandtagen og en ophidset debat hos den israelse offentlighed. Denne farverige bog, hvor patos sejrer over grotesk rædsel, afvej på udgivelsespunktet fra den herskende standard i hebraisk litteratur.

Adam, som er blevet vanvittig af sin holocaust-erfaring, var Tysklands mest berømte klovn. Erkendt som sådan af udryddelseslejrens kommandant lader denne Adam beholde livet. Et liv, der kommer til at koste ham dyrt. Adam tilbringer krigen som kommandatens personlige hofnar. Det er ham påtvunget at optræde som komiker, når de andre internerede, til og med hans hustru og ældste datter, marcherer til gaskamrene. Og ellers må han opføre sig som hund, kravle på alle fire og dele mad med kommandatens hund Rex [konge]. Romanens hebraiske titel afspejler denne dobbelthed: Adam ben kelev betyder "Adam [menneske] søn-af-en-hund". Efter krigen kommer han til Israel for at genfinde livet, men finde døden. Skuffelsen sender Adam hastigt tilbage til sin psykose - og til Steizling Institut for Rehabilitering og Terapi, som ligger i ørkenen og udelukkende er befolket af holocaustoverlevende. Som galskabs- geni med overnaturlige kræfter iklædt profet-og messias-rollen præsiderer han over afsindets rige, der også omfatter en tyrannisk, kvindelige tilsynsførende der forsyner ham med såvel lægelige som seksuelle tjenester. Langsomt begynder "hunden" at stå oprejst, at fornemme kærlighed og endelig at tale. Efter at have helbredt "hunden", kan han genopstå af holocausts aske som et jævnt, normalt menneske, der mangler storhed, ægte glæde såvel som frygtelig sorg. Forløsningen kommer ikke fra Gud, thi også han er insitution og system.

Både i romanerne Gyngehesten, 1974, der er skrevet i en ekspressionistisk stil, anspændt og sarakastisk og i Historien om den store tante Shlomzion, 1975, der er en slags humoristisk, befriende grotesk, benytter Kaniuk sig af familien som metafor for det israelske samfund. Begge romaner er stærkt kritiske over de frandringer, der finder sted i dette samfumd, i takt med at euforien efter seksdagskrigen i 1967 og sårbarhedens chok efter 1973-krigen i stigende grad vender sig til politisk ekstremisme og higen efter materielle goder.

Den sidse jøde, 1982 (da. 1989) er en ambitiøs, skelsætende roman, der dækker det jødiske folks hele moderne historie med den hensigt at undersøge den indviklede beskaffenhed af jødisk identitet. Romanen springer stærkt i tid og sted med et deraf broget billede af skiftende fortællere og historier. Kaniuk fører læseren fra Europas forbrændte jord midt i det 20. årh. til det hellige lands udtørrede sletter og til den amerikanske diasporas urbane geskæftighed, idet komprimerer jødernes opgang og nedgang i den originale og enigmatiske person Ebenezer Schneerson.

Bogens handling svinger mellem det fantastiske og realistiske. Ebenezer kalder sig selv "den sidste jøde", men i virkeligheden, og ironisk nok, er han både indfødt israeler og indbegrebet af det zionistiske ideal. I sin voksen- tilværelse forlader Ebenezer sin unge søn Boaz, og rejse til Europa for at søge efter sine jødiske rødder og en faderfigur. Han overlever koncentrationslejren ved at agere kommandatens hofnar. Ebenezer er i besiddelse af en fænomenal hukommelse: Han husker det jødiske folks fuldstændige genealogi og jiddisch-digtning. Efter krigen optræder han i en flippet forestilling rundt omkring i Europa, hvor han underholder folk med fortællinger fra den jødiske historie. Sin egen historie kan han imidlertid ikke huske, men vender alligevel tilbage til Israel med andre overlevende.

I mellemtiden har hans efterladte søn, der beskrives som grib, klarede livet i Israel på en lige så bizar måde. Han lider af den jødiske forkærlighed for at fastholde fortidens lidelser levende. Han begynder med at udødeliggøre faldne soldater og ender med bogstavelig talt at leve af de døde. Romanen præsenterer Kaniuks barskeste kritik af de "mindeindustrier", der omgiver både holocaustofrene og de israelske døde og sårede. Når "jøden" Ebenezer endelig forenes med sin "israelske" søn efter 40 år, bliver myten om Ebenezer forseglet af en tysk forfatter i hans bog Den sidste jøde.

Kaniuk fortsatte sin undersøgelse af den israelske psyke i En god arabers bekendelser, 1984 (da. 1987) hvor titelpersonen er søn af en arabisk fader og en jødisk moder, og derfor iflg. loven er jøde, og i Hans datter, 1987, hvor en forhenværende general leder efter sin savnede datter.

Begge værker bevæger sig i udkanten af den israelske identitets besaffenhed. Selve eksistensen af hovedpersonen i En god araber, en jøde, som er halvt israelsk araber og således tilhører begge samfund, udfordrer nogle af de grundlæggende foudsætninger for den jødiske stat. Modsat må generalen i sin jagt efter sin savnede datter konfronteres med sine egne dæmoner: sin egen overdreven loyalitetssans, sådan som det kræves af en israelsk maskulin superhelt, selvbillede, han i årevis har brugt som erstatning for kærlighed, menneskelighed, samvittighed og bevidsthed. Revurdereringen fører ham til selvmord.

En linje kan trækkes fra Tigerhill, 1995, en kompliceret thriller med baggrund i bombesprængningerne i 1990'ernes Tel Aviv, til Kaniuks seneste roman Den savnede fra Zins bæk, 2005, en strålende grotesk allegori.

Fortællern, der er omgivet af et stort udbud af skikkelser, er en ung kvinde, der ønsker at opleve døden mens hun er levende. Hun vil så at sige deltage i sin egen begravelse. Den groteske handling bevæger sig mellem to poler: ørkenen det ideale, bibelske, og Tel Aviv, det hektiske, diasporaagtige. Under fortællerskens skarpe ironiske kniv opridses alle staten Israels sygdomme fra dens opståen og indtil dato, de synlige og usynlige.

Til trods for den store stilistiske forskel har Den savnede fællestræk med Kaniuks to foudgående bøger: Livet på sandpapir, 2003, hvor han gør regnskabet op med sin egen biografi fra sit ophold i 1950'ernes USA, og i Den sidste berliner, 2004, hvor han gør op med Tyskland. I den nye roman sættes hans Israel endnu en gang på prøve som et land, der er ubærligt fortærrende og ubærligt spændende. I 2006 blev to af Kaniuks stadig dagsaktuelle fortællinger fra 1970'erne, Gribbe og svin udgivet i én bog.

Adskillige af Kaniuks romaner er filmatiseret: Gyngehesten i 1978, Himmo Jerusalems konge i 1987, en børnebog i 2001 og Adam genopstået, instrueret af Paul Schrader, i 2006.

Til Emneoversigten

Til Forsiden