SAVYON LIEBRECHT (1948 -
Israelsk skønlitterær forfatter og dramatiker.

Judith Winther

Savyon Liebrecht hører til blandt de mest fremtrædende kvindelige, skønlitterære forfattere i Israel og anses som en af de mest betagende stemmer i vor tids hebraiske litteratur. Hendes tidlige novellesamlinger fastslog øjeblikkeligt hendes litterære kvalitet og sikrede hendes popularitet i Israel. Savyon Liebrechts forfatterskab omfatter 5 novellesamlinger, 2 romaner samt 3 skuespil og TV-dramaer.

Hendes første novellesamling Æbler fra Ørkenen udkom i 1986. Siden fulgte novellesamlingerne Heste på hovedvejen, 1988, Det er alt sammen kinesisk for mig, sagde han til hende, 1992, En kærlighedshistorie kræver en afslutning, 1995, Postordrekvinder, 2000, Et godt sted til natten, 2002, samt romanerne En mand og en kvinde og en mand, 1998 og Min fars kvinder, 2005. Samme år blev hendes skuespil Æbler fra ørkenen og Det er alt sammen kinesisk for mig opført med overvældende succes. Og med lignende begejstring Sonia Mushkat i 2006.

Savyon Liebrecht blev født i München, Tyskland. Begge hendes forældre var Holocaust-overlevende, der udvandrede til Israel i 1949. Hun studerede filosofi og litteratur ved Tel Aviv Universitet.

Savyon Liebtechts baggrund forsynede hende med en kreativ drivkraft til at skrive, til at udfylde den tavshed, som hendes forældre pålagde hjemmet, og de huller i familiehistorien, som aldrig blev hende fortalt. Hun betoner, at holocausts indflydelse på hendes værk ikke kan adskilles fra holocausts indflydelse på hendes liv. Savyon Liebrechts erfaringer som andengenerationsoverlevende førte hende til at udforske den resonans inden for kernefamilien, der består af folk hjemsøgt af deres fortidstraumer.

Savyon Liebrecht regnes blandt de mest betydningsfulde bidragydere til det område i israelsk litteratur, som opstod, efterhånden som den fulde psykologiske virkning af 2. Verdenskrig på dens ofre blev erkendt. Savyon Liebrecht skriver om kvinder i mandsdominerede omgivelser, arabere i jødiskdomineret økonomi og Holocaust-overlevende inden for en kontekst, der har forsøgt at fortrænge fortidens grusomme begivenheder og i nogle tilfælde endda at handle, som om de ikke var indtruffet. Et af de gentagne temaer i Savyon Liebrechts arbejde er kvindernes stilling vis-a-vis mænd. Dette krydsklippes med det tilbagevendende holocausttema, hvor det får sit mest ekstreme udtryk. Skuepladsen er varieret og bredt udtænkt: fra "europæiserede" scenarier i samtidens Israel, hvor kvinden ofte er den underordnede partner i forholdet til manden, over et helt igennem patriarkalsk, arabisk samfund, hvor kvinden knap eksisterer som et uafhængigt væsen, og til den ultimative undertvingelse og sadisme, som overgik kvinderne under nazismen.

Kilden til mange af konflikterne i Savyon Liebrechts arbejde er relateret til udbredte holdninger og skel i samfundet, fx forholdet mellem jøder og arabere i Israel, hvor jøden har kolonistens rolle og araberen den koloniseredes, eller den religiøse spænding mellem de verdslige ashkenazi-jøder og de ortodokse, orientalske jøder. Og endelig den seksuelle spænding mellem mænd og kvinder, hvor det ofte er de sidste, som er de opmærksomme i forhold til de sprængfarlige konsekvenser af den erotiske ladning mellem kønnene.

Stort set indtager Savyon Liebrechts mere end et simpelt, feministisk synspunkt. Hendes kvindelige skikkelser agerer muligvis fra en svækket position, men deres stilfærdige beslutsomhed fører dem til at undersøge den konflikt, de befinder sig i og flytte de grænser, som omgiver dem. Væsentligt inddrager hendes fortællinger barnet i familiens dynamik og udvider derved mand/kvinde-relationerne. Trekanten far-mor-barn tillader et mere komplekst sæt af kvindelige roller og et flertydigt ansvar, der kan undersøges og revurderes. Hendes første novellesamling viser de temaer, der siden udvikles i hendes værker. I titelfortællingen "Æbler fra ørkenen" forsøger hustru/moder-skikkelsen at ophæve den patriarkalske strukturs bånd, som hun er bundet til. Hun er tvunget til at revurdere sin rolle som pligtopfyldende hustru, da hendes datter forlader den kvælende religiøse verden af arrangerede ægteskaber, flytter til en kibbutz og lever i et papirløst forhold, men i stærk kærlighed til partneren.

Savyon Liebrechts kvindelige hovedpersoner undergraver den mandlige autoritet og dominans inde fra fortællingen, og forfatteren opnår dette ved at skildre mange af de mandlige personer som endimensionale. Det gælder fx husbonden i "Et værelse på taget" (da. 2003). Mod hans råd beslutter hustruen, den kvindelige hovedperson, at hyre arabiske arbejdere for at bygge hende et værelse. Med imponerende reflekterende iagttagelse forsøger hun at navigere mellem sig selv og araberne. Og med sjælden indsigt og dyb psykologisk følsomhed fanger Savyon Liebrecht de indbyrdes sammenfiltrede forhold mellem de agerende personer, der afføder intense, komplekse følelser hos hovedpersonen.

Savyon Liebrechts styrke består i hendes udforskning af brede, filosofiske spørgsmål om stereotypi og individ inden for det intime rum. Her som i "Vejen til byen Cedar" fra den anden samling formår kvinder at krydse almindeligt accepterede grænser i et samfund ødelagt af national og patriarkalsk mistillid og opnå små skridt hen imod forsoning. Både kvinder og arabere har været underordnet samfundets fremtrædende etos. Savyon Liebrecht anskueliggør den indbyrdes, om end beherskede forståelse.

Savyon Liebrechts særlige indblik i holocaust-overlevende, hendes forståelse af den emotionelle belastning, som deres fortidstraumer udsætter dem og deres familie for, viser sig kraftigt i hendes fortællinger og hendes essay "Holocausts indflydelse på mit arbejde". Gennem holocausterindringernes prisme og deres fortsatte destruktive kræfter undersøger Savyon Liebrecht familiedynamikken. Hun betragter intensiteten og nærheden mellem en forælder og et barn, mellem bedsteforældre og børnebørn. Tavshedens sammensværgelse, som disse individer føler, tvinger deres indre dæmon til at bryde ud i uheldige situationer, idet den påfører de personer, som den overlevende mest ønsker at beskytte, undergang.

I En kærlighedshistorie kræver en afslutning fortsætter hun med at anvende fortiden som hovedperson. Ved til stadighed at tvinge sine personer til at konfrontere sig med fortidens begivenheder og mennesker ønsker Savyon Liebrecht at give dem muligheden for at vælge. Selv om de ikke kan ændre historien, har de ansvar for at genundersøge dens byrder og bedre følgevirkningerne for fremtiden. Hendes roman En mand og en kvinde og en mand blotlægger grundlæggende spørgsmål, der er relateret til valg og selvbestemmelse. Hun afdækker det afgørende tidspunkt, hvor det væv af kærlighed, drømme og liv sammenflettes, og hvor valg må tages i brug. I hendes seneste roman forvandles hovedpersonen gennem en sjælelig og psykisk opdagelsesrejse, hvor han konfronteres med sine barndomstraumer, fra en bleg, afstumpet, bevidstløs skygge, afskåret fra sin fortid og omgivelser, til en sammensat, bevidst person og ydermere til forfatter.

Savyon Liebrecht holder af at give sine fortællinger og romaner afrundede slutninger. Personerne får en fornyet drivkraft, når de tør se deres fortidige liv i øjnene. De får mulighed for at genskrive deres egne kærligheds- og livsfortællinger.

Savyon Liebrechr arbejder skånsomt med sine personer sammenlignet med den vrede, barske tone, der kommer til udtryk hos nogle af hendes samtidige, kvindelige forfattere, fx Yehudit Hendel og Orly Castel-Bloom.

Til Emneoversigten

Til Forsiden