AHARON MEGGED (1920, Polen)
Israelsk forfatter og journalist

Judith Winther

Aharon Megged har skrevet romaner, noveller, skuespil, børnebøger og essays. Han blev født i Polen i 1920 og kom til Israel, det daværende Palæstina, da han var fem. Som 19-årig bosatte Megged sig i en kibbutz, men flyttede i 1950 til Tel Aviv. Fra en tidlig alder var han aktiv i ungdoms- og arbejderbevægelsen. Han redigerede adskillige af dens tidsskrifter og har altid været tæt forbundet med dens litterære establishment. 1969-71 var han kulturattaché i London og 1980-87 formand for PENs israelske gren.

Megged har været en central skikkelse i israelsk litteratur siden 1950'erne og har udgivet over 40 bøger.

Hans første novellesamling Havenes ånd, 1950, fulgtes af den social-realistiske, didaktiske roman Hedva og jeg, 1953, og den surrealistiske roman En dåres held, 1960.

Megged interesserer sig for den naive idealist fra kibbutzen, som finder sig selv rådvild i den by, han flytter til. Hovedpersonen i romanerne forekommer enhver at være en dåre, og alle behandler ham skidt. Kun forfatteren erkender, at dåren er klogere end sine plageånder. I begge de sidstnævnte romaner er det en kvinde, som forsøger at lokke manden ud af sin sociale uskyld og bort fra hans ideologiske, socialistiske zionismeparadis.

Megged adskiller sig fra sine samtidige ved aldrig at have forsøgt at skildre den nye israeler. Snarere tenderer hans personer til at være frembringelser af præ-staten Israel, nemlig antihelte, der kæmper utilpasset med det nye israelske samfund, lever af forældede normer og idealer og drømmer umulige drømme om det fortidige lille, intime, "gode" samfund. Meggeds personer er født ud af nostalgi for præ-statens fællesskab, som fastholdt ungdomsbevægelsens oprindelige, uberørte idealer.

Fortælleren i En dåres held iagttager den klodsede dåre, som er hans egen samtidige og bliver selv ironiseret over som et urbant individ, der begræder tabet af sin egen moralske jomfruelighed. Meggeds fortabte og hjælpeløse personer afspejler deres generations vedvarende magtesløshed. De manglede troen på egne evner til at kunne overtage magten og transformere det samfund, som svigtede dem. Alt, hvad der er tilbage for forfatteren, er at drømme vemodigt om fortiden eller tilstå sin fiasko.

Et andet grundproblem, der har optaget Megged i stadig større udstrækning, og som kom til at præge størstedelen af hans forfatterskab, er forholdet mellem fiktion og virkelighed. Dette bliver anliggendet for hans nok allervigtigste roman, Den, der lever af de døde, 1965. Den var den første og måske bedste i en række romaner, der rejste tvivl om fiktionens evne til oprigtigt at repræsentere verden, fx Det korte liv, 1972, Evyatars notesbøger, 1973, Om træer og sten, 1974, Den flyvende kamel og den gyldne pukkel, 1982, Længslen efter Olga, 1994, Persefone mindes, 2000 og Yotams hævn, 2003.

Den, der lever af de døde handler om forfatteren Yonas, som har fået bestilling på at skrive en biografi om pionerhelten Davidov, og som nu er i gang med at researche på sit emne. Yonas udstilles i løbet af romanen som værende latterlig i sit forsøg på at forstå virkeligheden ved at fiktionalisere den. På det ene plan er bogen en socialkritik. Men mere grundlæggende, imidlertid, tager bogen fat i uoverensstemmelsen mellem historiske begivenheder og beskrivelsen af dem og det udbytte, der følger i nutiden af fortidens opofrelser. Det, som Yonas opdager, er, at mens Davidov tjente den zionistiske virksomhed, tilsidesatte han sin egen familie. Den art opofrelse, implicerer romanen, var engang retfærdig, men er det ikke længere. Romanen beskriver et samfund, som ikke længere har helte, og som derfor forsøger at suge dem ud af fortiden. Ude af stand til at kappes med nutiden evner Yonas endog ikke at færdiggøre sin bog og bliver sagsøgt for kontraktbrud.

I Meggeds senere arbejde forekommer der så godt som ingen nyskabelser tematisk eller formmæssigt. Dog fortsætter han med fra sin særegne synsvinkel at iagttage forskellige sociale stridspunkter.

Romanen Foigelman, 1987, omhandler det håbløse forsøg, der gøres af en Ny Hebræer, Zvi Arbel, en professor i jødisk historie, på at vende tilbage til fortidens ældgamle jøder, på samme tid som en jiddisch digter, Foigelman, en holocaust-overlever, anstrenger sig omsonst for at slå rødder i Israel. Det er sandsynligvis Meggeds mest dramatiske og psykologiske roman, der indkredser det indviklede forhold mellem generationerne, mellem Israel og den jødiske diaspora, mellem hebraisk og jiddisch. mellem kærlighed til viden og kærlighed til livet, og mellem de jødiske fædres verdensanskuelser og sønnernes, som udvandrer eller assimileres.

Meggeds allerseneste roman Professor Lunz' hvedebrødsdage, 2005, genoptager et emne, der grundlagdes 30 år tidligere i hans satiriske roman Flagermusen, 1975. Den handler om en konvertit, der drømmer om at genetablere kongerne Davids og Salomons storisraelitiske Rige. Den nye bog er dog bredere og udleverer kraftigere det israelske samfund.

Historikeren Professor Lunz, en udtørret, 73-årig særling, hvis forsknings- område er Den gamle Orients kulturer, har udviklet en hidtil ukendt teori om oldtidens jødiske folks historie. Han hævder, at amoritterne (Første Mosebog) var stamfaderen Abrahams forfædre, og følgelig er de det jødiske folks forfædre, tilsyneladende noget esoterisk og fjernt bras i det 21. årh. Men professorens teorier har en række betydninger, der afviger fra den rene, akademiske forskning. Iflg. ham er sammenkædningen af det nutidige jødiske folk og oldtidens amorittiske folk en metafor for den måde, hvorpå hans folk, der er svækket og drænet for kræfter, atter kan vitaliseres og rejse sig. Til skræk for omgivelserne forlader han sin hustru og gifter sig med en 24-årig, energisk skønhed, der er helt fortryllet af hans mærkværdige teorier og tilfører ham ungdommeligt blod og livskraft. Den umulige forbindelse sprænges slutteligt tillige med teorierne, der anfægtes af en antizionistisk kollega.

Meggeds værker er oversat til hovedsprogene, og hans mange skuespil, hvoraf tre er filmatiseret, fx I like Mike, 1956, er blevet opført med succes både i Israel og i udlandet.

Til Emneoversigten

Til Forsiden