AMOS OZ
Israelsk forfatter, 1939, Jerusalem

Judith Winther

Amos Oz har skrevet romaner, noveller, børne- og ungdomsbøger, essays, journalistik og er en af hovedkræfterne bag den seneste fredsplan for Mellemøsten, Genéve-fredsplanen. Familien var højreorienterede zionister, faderens onkel var en kendt revisionistisk historiker og den første professor i hebraisk litteratur ved Det hebraiske universitet. Moderen begik selvmord i 1952 og Oz forlod Jerusalem og flyttede til kibbutz Hulda, hvor han blev boende de næste tre årtier. I 2005 vandt han oven i talrige andre priser, den eftertragtede Goethe- pris og er blevet indstillet til Nobelprisen i litteratur.

Oz' første bog novellesamlingen Sjakalernes land, 1965 samt hans første roman, Andetsteds, måske, 1966 udspiller sig i kibbutzomgivelser, mens den umådelige populære roman, Min Michael, 1968, (filmatiseret 1977), der grundlagde hans internationale berømmelse, foregår i Jerusalem. Disse to steder, kibbutzen og Jerusalem, udgør de vigtigste brændpunkter i Oz' litterære univers, mikrovrdener, som han udnyttede fuldt ud.

"Sjakalerne" repræsenterer det dionysiske, en verden af ubevidste voldsomme drifter og frygt, og får tildelt mytisk kraft. Oz' noveller udfordrer ordenens og den tilsyneladenes anstændighedens facade i højborge i det israelske samfund som kibbutzen og Jerusalems akademiske institutioner.

Oz beskriver incestuøse forhold og primitive, liderlige drab på dyr, der tjener som en radikal litterær komponent. Genopståen af primitiv, irrationel adfærd optræder i Oz' forfatterskab som en ubønhørlig del af menneskets skæbne, hvor en normal og stabil tilværelse alene er menneskelig illusion.

Spændingen mellem det normale og det patologiske er beskrevet intenst i Min Mikael, hvor vanviddets kræfter gives politisk indhold i form af den kvindelige fortællers selvdestruktion og hallucinatoriske frygt for de arabiske terrorist-tvillinger, hun voksede op sammen med. Handlingen stræker sig fra årene før statens grundlæggelse i 1948 og ind i 1950'erne, og beskrivelsen af den kvindelige fortæller kan opfattes som metafor for det belejrede Jerusalems situation umiddelbart inden seksdagskrigen i 1967.

Oz' optagethed af antisemitisme som en anden fremherskende dæmonisk verdens kraft ligger bag den stærke lange fortælling Til døden, 1971, en moralsk allegori om en bande korsfarere på vej mod at erobre Jerusalem, besatte af et modbydeligt had og en fortærrende brutal længsel om at uddrive jøden i deres midte.

Det onde råds bjerg, 1976 hører til blandt Oz' bedste bøger og består af tre adskilte noveller, men forbundet af stedet, Jerusalem, og tiden, det britiske mandats sidste år. Fortællingerne er gennemtrængt af stærke længsler. Længsel efer national befrielse fra britisk herredømme og længsler af personlig karakter, der sjældent bliver indfriet. Dog lykkes det for en af hovedpersonerne der efterlader både mand og søn, at flygte med en britisk officer.

Som helhed forsøger Oz' personer på en eller anden måde at flygte fra undertrykkende omgivelser, fra rutinepræget liv, fra det offentlige til det private selv.

Romanen Fuldendt fred, 1982, sammensmelter Oz' dobbeltblik på kibbutzen som på den ene side et mikrokosmos af menneskelig smålighed, trang til dominans og krænkelse, angreb af mental uligevægt samt ødipalt oprør mod en faders ideologiske tyranni og på den anden side hans bredere erkendelse om nødvendigheden af, at kibbutzen åbner sig for og absorberer positiv indflydelse fra udefrakommende, dvs. det israelske samfund som sådan.

I Den sorte kasse, 1987, bruger Oz en satirisk brevestil for at skildre en pint og plaget heltine, der minder om den kvindelige hovedperson i Min Michael, men mu under andre politiske og samfundsmæssige omstændigheder. Bogen er spækket med nyere sociale problemer udtrykt i den halv-retarderede, voldelige, israelskfødte son og hans orientalske, ortodokse og ekstremt højreorienterede stedfar, der foragtes som manglende afstamning, kultur, og intellektuel sofistikation af ashkenazi-jøderne, legemliggjort i sønnens biologiske far.

I romanen Panter i kælderen, 1995 (da. 1998) opsøger Oz sin barndoms- verden i Jerusalem under det britiske mandat.

Romanen Samme hav, 1999, skiller sig fuldstændig ud i Oz' forfatterskab. Den er en melankolsk madrigal og veksler mellem poesi og prosa. Temaet er eksistentielt, handlingen er stærkt legende, og et fantastisk element svæver over hele værket. Den døde mor, den fortabte søn, der farer vildt i Tibet, faren der lever sammen med sønnens unge kæreste i Bat Yam, forfatteren, der befinder sig i Arad, taler uafbrudt sammen, som var de i samme rum, og undertiden som var de alle i én seng. Til stede er en søgen, der kan beskrives som religiøs, en søgen efter kærlighed, efter hengivenhed, en søgen efter, hvad der vil indtræffe, når vi dør, om kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed. Skikkels- erne forenes på mystisk vis, som om alle bevidstheder stammer fra samme bæk og strømmer til samme hav.

I 2002 (da. 2005) kom En fortælling om kærlighed og mørke. Kærlighed og mørke er de to af de virkende kræfter i denne selvbiografi, der er skrevet som roman om et lands fødsel, en mands/forfatters tilblivelse og en families sammenbrud i 1940'erne og 50'ernes Jerusalem.

Oz fletter den intime historie om en immigrantfamilie med en ensom, depressiv mor og en ikke videre nærværende far sammen med de bredere verdenshistoriske begivenheder: Europas indædte antisemitisme, den hektiske søgen efter tilflugtssted blandt araberne i Palæstina, excentriske højtravende eurofile, fremmedgjorte og eksilerede i det forjættede land, kummerlige forhold, barske og lurvede omstændigheder, idealisme og skuffelser, Israels fødsel og krigen, der fulgte efter.

Bogen er disgressiv, et sindrigt værk, der cirkler omkring statens oprettelse, morens tragiske skæbne og en drengs formning af et nyt selv. Det er moderens selvmord, da drengen er 12, der holder beretningen sammen i et gådefuldt smertepunkt. Værkets to emotionele højdepunkter er den nat i 1947, hvor FN erklærer jødernes ret til et uafhængig hjemland, samt det øjeblik, hvor drengen efter moderens død frigør sig fra sin fars politiske ekstremisme og flytter til fjendens lejr, kibbutzen.

Bogens tragiske elementer eller "mørke" er det fundament på hvilket fortællingens elegiske tone hviler. Oz' familie og deres omgivende kreds nærede en sygelig kærlighed til Europa. En kærlighedsaffære, der endte i katastrofe, i mørke. Et mørke, der bliver ved at forfølge dem i Palæstina/Israel.

Moderen og sønnen står hinanden uhyre nær og moderens kærlighed er grænseløs. Hendes død kaster sønnen ud i et mørke, et fravær af kærlighed. Han føler en pligt til at overtage moderens fortælletalent og realisere sit kald om at blive forfatter. Selve det at skrive En fortælling om kærlighed og mørke er en lægende kraft, en handling der binder to modsatte kræfter sammen til en helhed.

I skovens dybde, 2006, kan karakteriseres som et moderne eventyr for børn og voksne. Fortællingen er tidsløs og stedløs. To børn, i en ensom, afsondret landsby trænger ind i skovens dybde for at afsløre hemmeligheden bag alle lansbyens dyrs forsvinden for mange år siden. Hemmeligheden er forbundet med kollektiv skyld, som vikler landsbyen ind i en kollektiv depression og fortrængning.

Oz er også kendt for sine polemiske essays og debatbøger, der bl.a. gennem interview levendegør holdninger til staten Israel med skarp kritik af misbruget af retorikken og den zionistiske myte på den politiske arena og beder om nøgternhed i vurderingen af de politiske og historiske realiteter fx I de stærke blå lys, 1979, I landet Israel, 1982 ( da. 1984), Fra Libanons skråninger , 1988, Hvordan man kurerer en fanatiker, 2002 (da. 2004) og På vulkanens skrænter, 2006, om forholdet Israel-Tyskland.

På dansk findes også romanerne At kende en kvinde ,1989 (da. 1991), og Den tredje tilstand, 1991 (da. 1994).

Til Emneoversigten

Til Forsiden