Abraham Sutzkever (1913 -
Jiddisch digter.

Judith Winther

Abraham Sutzkever hører til blandt det 20. århundredes store digtere. Sutzkever blev født i Smorgon, i nærheden af Vilna [Vilnius], som på det tidspunkt udgjorde en bastion af jødisk lærdom og forskning med en uhyre stærk jødisk kulturel og religiøs tradition. I 1915 under 1. Verdenskrig flygtede familien til Omsk, Sibirien. Efter faderens død i 1920 genbosatte familien sig i Vilna. Sutzkever studerede ved Vilna Universitet og blev regelmæssig bidragyder til det skelsættende jiddische tidsskrift In Zikh i New York.

Efter Tysklands invasion af Sovietunionen blev Sutzkever spærret inde i Vilnas ghetto fra 1941 til 1943, hvor han blev tvunget til at arbejde for den såkaldte "Alfred Rosenberg-Stab", som samlede kulturarvskatte fra det jødiske Vilna og sendte dem til Tyskland til det projekterede "Jødedommens videnskab uden jøder". Sutzkever skjulte nogle af de mest værdifulde bøger og dokumenter samt smuglede våben ind i ghettoen. Han flygtede og sluttede sig til partisangrupperne i skovene omkring Narotsh [Narocz] 1943-1944. Via en luftbro iværkast af Den jødiske, antifascistiske Komite blev han i 1944 transporteret til Sovietunionen. Han vidnede ved Nürnberg-processerne. I 1947, på tærsklen til staten Israels grundlæggelse, emigrerede han til Palæstina, hvor han grundlægde og redigerede det jiddische, litterære tidsskrift Di goldene keyt (Den gyldne kæde), Tel Aviv 1949-95, og modtog talrige internationale priser.

Abraham Sutzkevers arbejde spænder over mere end 70 år og omfatter tre litterære hovedgenrer: korte lyriske digte ("lider"), lange episke digte ("poemes") og korte prosa-stykker, som han kaldte historier eller "beskrivelser", men som i deres poetiske og ofte surrealistiske sprog og flydende form kan ses som prosadigte. Kun én gang i beretningen om Vilnas ghetto mellem 1941 og 1944 er der tale om en selvbiografisk fortælling.

Fra første færd er Sutzkevers værk en undersøgelse af digtningens beskaffenhed; for ham findes der intet skel mellem fysisk eksistens og det poetiske ords virkelighed, og det er denne placering af ordet i hans univers, der dybest definerer hans jødedom. De tidlige digte i debutsamlingen Lider (Digte), 1937 og den efterfølgende Valdiks (Fra skoven), 1940, er grundlæggende æstetiske og solipsistiske. Gennem antropomofiske naturbilleder undersøger de tilblivelsen af det poetiske selv og dets forhold til verden.

De tidlige års skelsættende arbejde er digtcyklussen Sibir (Sibirien), som Sutzkever påbegyndte i 1936, men som først blev udgivet i sin endelige form af UNESCO i 1953 med illustrationer af Marc Chagall. Sibir fremstiller digterens oprindelsesmyte og hans kunstneriske ideal. Sutzkever omformer det russiske symbol af grusom eksil til et uberørt eventyrland. Familiehjemmet i Sibirien genopfindes dom en magisk verden, hvor barnet opdager sin ægte identitet som digter. Denne selvopdagelsesrejse er repræsenteret i digtet ved en bevægelse udadtil og opadtil: fra den afsondrede hytte går han ud og ind i det mirakuløse landskab. Han oplever sin fars død, han, hvis violin-musik var drengens tidligste, æstetiske inspiration, og de vilde kirgisiske stammefolks musik og dans. Digtet kulminerer i barnets/digterens svæven over landskabet og vandring med Nordstjernen. I Sibir ser man tilblivelsen af det netværk af nøglebilleder, der forandres og kombineres i stadig nye og overrraskende former, der forener hele Sutzkevers poetiske arbejde.

Sibirien, Vilna og Israel er de tre symbolske steder, som definerer Sutzkever værk. Vilna er omdrejningspunktet for den digtning, som han aldrig holdt op med at skrive under årene i ghettoen og skovene, under omstændigheder af ubegribelige lidelser. I løbet af den periode bliver den tidlige digtnings æsteticisme uddybet igennem Sutzkevers gryende overbevisning om, at hans rolle som digter er den at tale til det jødiske folk, at bekræfte kunstens og kulturens evige værdi endog sat over for den omgivende bestialitet uden fortilfælde. Sutzkever udtrykker sin tro i det poetiske ords magiske kraft, dets kommunikative styrke. Den lige værdi af ord og ånd, metafor og virkelighed fører til en komplek række af billeder naturligt opstået af de fremherskende tilstande af død og sult. Billeder af synken og begraven er uløseligt forbundet med ideen om opretholdelse og genfødelse, og fortsættelse af den menneskelige eksistens' "gyldne kæde". Dette får stærkest udtryk i samlingerne Di festung (Fæstningen), 1945, Lider fun geto (Digte fra ghettoen),1946 Yidishe gas (Jødisk gade), 1948 Gehymshtot (Hemmelig by), 1948.

I sine tidlige år i Israel kæmper digteren for at finde en ny identitet og en måde at integrere erindring og oplevelse i det nye liv i det gamle "vulkanske land under fødslen" (dvs. Israels grundlæggelse i 1948 og fremefter). Integreringen opnår han gennem billeder, som sammensmelter den sibiriske sne og Vilnas gader med Israels gloende hede, idet han trækker på Tanakh (Det gamle Testamente) og gammel jødisk tradition. Tydeligst udtryk får dette i In fayer-vogn (I ildvognen), 1952 og Gaystike erd, (Åndelig jord), 1961.

I begyndelsen af 1950'erne bibringer en rejse til Afrika Sutzkever en fornyet bevidsthed om naturen og om den store cyklus af liv, død og regneration. De afrikanske digte er unikke i jiddish litteratur ved deres hedenske fejring af naturens vilde urkræfter. De fleste kritikere betragter højdepunktet af Sutzkevers arbejde som værende række af digte, han udgav mellem 1974 og 1981. Digtene i Di fidlroyz (Violinrosen), 1947, og den majestætiske Lider fun togbukh (Digte fra en dagbog), 1977, udtrykker Sutzkevers vision om digteren, som både er en seer, der er i stand til at kommunikere med de døde og de ufødte, og en magiker i sin kåde selvironi og betagende lingvistiske og stilistiske virtuositet. Sutzkever værk viser spændningen mellem historie og digtning; historie som destruktion og kaos, digtning som den moralske forestillingsevnes kreative rækkevidde. I hans paradoksale søgen efter at gennemtrænge ordet og nå hinsides dette ind i den "levende tavshed", som han anser som digtningens oprindelse, beriger og fornyr han, gennem et væv af symbolske slægtskaber og udtryksfulde neologismer, det jiddische sprog, som han nærer en lidenskabelig kærlighed til.

Til Emneoversigten

Til Forsiden