Humanist har talt med Judith Winther, formand for arbejdsgruppen og COF's bestyrer fra den 1. september 1981, der her fremlægger sine synspunkter på HUMANIORA's udvikling

Studenteroprøret i Danmark, som andre steder, kan betragtes som et opgør med den vestlige, verdens universitetstradition, og var båret af slagord som »Ned med professorvældet«, »Medbestemmelse nu« o. l. Dette gik ikke stille af, og førte til forslag om en ny styrelseslov for universiteterne, der blev vedtaget i Folketinget i 1970 og i en mindre revideret udgave i 1973.

Konsekvenserne, som til at begynde med var meget gunstige for studenterne, var overskuelige; men de var der. Forskellige interessegrupper, der ikke havde dyb indsigt i videnskabelige anliggender, trængte ind på universitetet, der gradvist men støt holdt op med at være herre i eget hus.

Her er tale om hovedsagelig to grupper: 1. Ministeriets og direktoratets embedsmænd såsom administratorer, planlæggere, uddannelsesteknokrater, som fik statens styring og tilsyn med universitetet til at accelerere. 2. Tap'er og studenterrepræsentanter, der fik betydelig magt i de styrende organer og derved blev udsat for at skulle udtale sig om anliggender, der ikke lå inden for deres kompetenceområde. De negative sider kunne være bortvejret af de positive, hvis ikke en omdefinering af de humanistiske fag i retning af instrumentalisering pressede sig på. Bruddet med den humanistiske dannelsestradition var historisk bestemt og en nødvendighed. Udklækning af gymnasielærere og liberalistiske embedsmænd var ikke længere humanioras vigtigste opgave.

Statsinteresserne og informations-teknokrat-samfundet krævede en ny intellektuel elite, nemlig en teknisk, der med en uundgåelig selvfølgelighed i tidens løb vil medføre en teknificering af de humanistiske fag og forvandle universitetet til en serviceinstitution. Det humanistiske fakultet fangede langt om længe SOS-signalerne og begyndte at pejle sig ind på nye områder og modvilligt, men nødtvungent at søge græsgange inden for fx. erhvervslivet, altså en alliance med en partner, som en del humanister betragter som »uværdig«. Universitetet bliver jo derved interessestemplet, af bestemte sektorer, der kommer til at påtvinge humaniora deres ideologiske interesser, som ikke svarer til den tidligere uddannelsespolitik. Hovedspørgsmålet bliver, om der ikke eksisterer et stærkt modsætningsforhold mellem en humanistisk dannelse og en teknisk dannelse, hvad der selvfølgelig gør. Dette bliver humanioras fremtidige hovedpine.

Den traditionsopløsning, som studenteroprøret medførte, forarsagede en pluralisme af skoler og metoder, der erstattede den neutrale værdifri forskningstradition, den Rene Videnskab. Alternativerne for den traditionelle forskning var stærkt samfundsrelaterede, og skulle kunne anvendes ideologisk, men de viste sig at være uden relevans for borgerskabet (herunder traditionsbundne akademikere), for hvem de alternerende begreber og teorier var sort tale og ikke stemte overens med deres livsforståelse. Hvordan kunne man sluge strukturalisten Michel Foucaults berømmelige ord: »Den mest trykkende arv, som tilfaldt os fra det 19. årh., og som det er på høje tid at skille sig af med, er HUMANISME«? Det liberalistiske grundlag, borgerskabet levede på, var ved at blive revet bort under deres fødder. Den frugtbare interaktion, der skulle have indtrådt mellem humaniora og samfundet, udeblev. Derimod indtrådte en total opløsning, der medførte rationalisering og teknokratisering.

Den økonomiske krise kom til at kaste sin tunge skygge over universitetet. Masseansættelsen af lærere i 60'erne og 70'erne, forårsaget af uddannelseseksplosionen, der stærkt belastede statskassen, måtte i første omgang standses. I anden omgang bliver det nødvendigt at rydde op i geledderne, både hvad studenter og lærere angår. Det må dog bemærkes, at rationaliseringsbestræbelserne fra statens side måske var blevet mindre drastiske, hvis den økonomiske krise ikke havde eksisteret; men de ville have været der under alle omstændigheder, idet en justering mellem statens behov og interesser og de humanistiske fag er en forudsætning for, at det humanistiske fakultet kan få lov til at fungere (RUC og mellemteknikeruddannelsen).

Grundtæggende spørgsmål vedrørende de humanistiske fags identitetskrise trængte sig på. Det plagede samfund plagede det plagede universitet med Teknikerkommissionen, Planlægningsrådet, Organisationskonsulenter m. m. Men først da dekreterne i et forkortet, formaliseret teknokratsprog rullede hen over universitetet i form af S/L ratio, studietrinstilvækst, adgangsbegrænsning, udsultning af fag, 50/40/10 pct. adskillelse af forskning og undervisning, deltidslærere, HV'ere sidst ansat først afsat, fattede man situationens alvor. I løbet af nul komma nul fortættedes luften i det humanistiske fakultet med ideer, aktiviteter, nyskabelser. Fakultetet begyndte atter at forvalte sig selv - institutsammenlægninger, centre, tværfag, områdestudier, tolkeuddannelse, indvandrerkonsulentuddannelse, seminarer med døre slået op mod samfundet, og mange fromme ønsker. Altsammen skulle være med til at signalere det forventede sporskifte. Man var parat til at udvide kontaktfladen mellem humaniora og samfundet, man var lydhør over for direktoratets ønske om samfunds- og -statsrelevans, kort sagt: de humanistiske fags eksistensberettigelse skulle ikke kunne drages i tvivl. Nu er de så småt begyndt at opfylde de påkrævede forpligtelser.

Skeptikerne bliver ved med at hævde, at den altopslugende søgen efter nye alternativer, den målrettethed, der præger fakultetet og den stadige registrering af samfundets og statens syn på universitetet, til sidst vil opsluge forskningen, hvad indforståede forstår til fuldkommenhed. Der er tegn i sol og måne på, at rationaliserings- og teknokratiseringsprocessen totalt vil fratage universitetet dets frihed. Og hvis der ikke ydes modstand, bliver adskillelsen mellem forskning og undervisning en realitet. Og hvor går den planlagte forskning hen, når den går ud?

De »små« institutter og den illusoriske frihed

De ovenfor nævnte dekreter fra systemet kan på ingen måde være gældende for de såkaldt »små« institutter. Bliver dekreterne anvendt, bliver der dødsannoncer for flere fag, hvilket måske er hensigten. Eller de bliver forvandlet til museumsobjekter, som teknokratsamfundet kan beskue i fritiden.

På grund af de alarmerende, perspektivløse udsigter stillede jeg mig positivt til tanken om et centralinstitut. Et centralinstitut, hvor de enkelte fag og altså ikke institutterne vil overleve 1980'ernes universitetskrise på trods af grove halshugninger - bl. a. ved delvis at deltage i serviceprojekter såsom områdestudier, tolkeuddannelser m. m. og uden at miste grebet om sig selv - i bevidstheden om, at uden disse fag forvandles ikke blot universitetet men tillige samfundet til et åndeligt u-land.

Men i dystre stunder gør langsigtede, kraftige nedskæringer og rationalisering af uddannelsessystemet tanken illusorisk, ufriheden til en realitet og handlingen til tvang, og sætter man ikke en historisk erkendelse til modværge, indhentes man blindt af systemet.

Drøftelsernes indledende fase - sammenlægning, eller centralinstitut
(forår 1981)

Det mest radikale forslag gik ud på en sammenlægning af 6 institutter, der alle sammen ligger i Kejsergade, nemlig Assyriologi, Centralasiatisk, Indisk, Iransk, Semitisk, Ægyptologi og endelig Nærorientalsk Arkæologi, der ligger under samme tag som Klassisk Arkæologi.

Drøftelserne gik i baglås, idet Ægyptologi og delvis Assyriologi ønskede en umiddelbar institutsammenlægning. Nærorientalsk Arkæologi afviste pure enhver anden sammenhæng end den eksisterende, mens de 4 øvrige institutter foretrak et centralinstitut fremfor en fuldstændig institutsammenlægning. Semitisk udtrykte dog ønske om et så bredt centralinstitut som muligt, altså også omfattende Assyriologi og Ægyptologi. Hermed indtrådte et skisma.

Drøftelsernes senere fase (sommer 1981)

Opgaven med at danne et centralinstitut var ikke nem, mens drøftelserne om sammenslutning stod på, og de er ikke blevet nemmere nu, hvor sammenslutning er en realitet - sammenslutning ikke sammenlægning. En debat om en total sammenlægning er gang pa gang blevet udskudt. Fristen udløber september 1982.

Man- må huske på, at universitetslærere og forskere på lige fod med tilsvarende samfundsborgere lever på en liberalistisk arv med alle de traditionelle friheder som en selvfølgelighed. For en del af dem syntes/synes et udefrakommende indgreb utænkeligt. Selv systemets dekreter er ikke tilstrækkelige til at overbevise dem om, at den frihed, de synes at være i besiddelse af, faktisk er ved at blive illusorisk og perspektivløs. Statens manipulationer med universitetet, der blot for nogle år siden var usynlige, er i dag tydelig synliggjort. Og derfor ingen undskyldning.

COF - Centralinstitut for Orientalsk Filologi

COF blev oprettet i september 1981 og består af 4 »små« institutter - Centralasiatisk (herunder tyrkisk og tibetansk), Indisk, Iransk og Semitisk. COF består altså af fagområder med en årtusindrig tradition bag sig, men som alligevel med et pennestrøg kan fejes bort som værende nytteløse og uden statsrelevans. COF's fag strækker sig fysisk over hele Mellemøsten inkl. Indien og Centralasien. Her er der ikke blot tale om forskellige sprog, religioner, kulturer, politiske systemer o.s.v., o.s.v., - men også om forskellige metoder - selv om man kalder fagene filologiske - og forskellige orienteringer. Om forskellige underviser- og forskertyper med diverse idiosynkrasier, som findes hos alle me nnesker. Om fastcementerede institut- og faggrænser. Om klokker og lukkede døre. Kunne disse institutter være »grydeklare« til en total institutsammenlægning?

Det er ikke en umulighed. De påtænkte nye studier på tværs af de nuværende fag- og institutgrænser som f. eks. det mellemøstlige områdestudium kunne have en gunstig opblødende virkning i Kejserens gade. Men en ting står fast: Udsultes eller bortskæres COF's fag, mister Humaniora sin humanistiske identitet.

Hvem er bange for den forestående teknificering?

*(HUMANIST er fakultetets interne meddelelsesblad, der så vidt pladsen tillader det, optager alle navngivne indlæg af generel interesse for fakultetet.)