JIDDISH LITTERATUR
Det 20. århundrede

Judith Winther

Adskillige immigrationsbølger, der tog deres begyndelse efter pogromerne i Rusland i 1881, førte jiddische forfattere og læsere til USA, Palæstina og Vesteuropa.

USA. New York blev hurtigt til et jiddisch-litteraturens centrum kun overgået af Warszawa i vigtighed. Til at begynde med var amerikansk-jiddisch litteratur domineret af poesi. Den tidligste, vigtige gruppe blev benævnt "Sweatshop-digtere", idet de reagerede på arbejderklassens ynkelige levevilkår på fabrikkerne. Disse digtere blev berømt for deres revolutionære ideer, der kom til udtryk i socialistiske protestsange.

Den første kendte proletardigter var Morris Winchevsky, der fulgtes af gruppens mest fremtrædende stemme, Morris Rosenfeld (1862-1923). Han skrev utallige digte, der lidenskabeligt skildrer de barske vilkår, som de jødiske immigranter i tekstilindustrien oplevede. Derudover var der de anarkistiske David Edelstadt og Josef Bovshover.

Fra sin stiftelse i 1907 erklærede den avantgardistiske, litterære gruppe Di Yunge et brud med proletar-poesien. Den var den første bevægelse i jiddisch litteratur, der dyrkede "ren poesi" og forkastede tydeligt politiske mål. Gruppens digtere fremhævede en mere subtil gengivelse af følelsesmæssige tilstande i et konkret hverdagsliv.

Di Yunges førende skikkelser var Mani Leyb, digter for storbyens fortabte sjæle, og hvis indflydelse på moderne, jiddisch poesi var enorm, Moyshe Leyb Halpern, som skrev nogle af de mest ætsende amerikanske, jiddische digte, Zishe Landau og H. Leyvik, hvis berømteste værk, versdramaet Der goylem (Golem), 1921, opført 1927, udtrykker Leyviks stræben efter at bruge jødiske temaer og messianske længsler som symboler for universelle menneskelige problemer.

Selv om Di Yunge ikke holdt sammen længe, fortsatte gruppens forfattere med at påvirke den næste generation, der dannede gruppen Di Inzikhistn (Introspektivisterne), som udgav tidsskriftet In zikh, 1919. Den fortsatte og intensiverede Di Yunges æsteticisme.

De vigtigste Introspektivistiske digtere var A. leyeles, Jacob Glatstein (Yankev Glatshteyn) og Yeuda Leyb Teller. Påvirkede af samtidens retninger inden for modernisme forkastede de Di Yunges mere traditionelle metrum og rim og blev fortalere for et gennemgribende subjektivt udtryk. Glatstein (1896-1971) betragtes i dag som en af de fineste jiddische digtere i det 20. århundrede, den mest spøgefulde og opfindsomme form-eksperimentator. Hans poesi er intellektuel og spiller forskellige stilistiske planer og registrer ud mod hinanden.

Noget af den bedst kendte, jiddische litteratur stammer fra prosaforfattere, der immigrerede fra Polen, og som bosatte sig i New York. Af alle I.L. Peretz' disciple blev Shalom Asch (1880-1957) den frodigste og berømteste, efter at hans første, lange værk, Shtetlen placerede ham solidt på det litterære landkort. Fra da af udsendte han en jævn strøm af værker, deriblandt det kontroversielle skuespil Hævnens Gud, 1907, som blev iscenesat af Max Reinhardt i Berlin i 1910. Det er en fortælling om synd versus frelse placeret i et bordel. Efter hans ankomst til USA blev skuepladsen for hans værker skiftevis "den gamle verden" og "den nye". Helliggørelse af Guds Navn, 1920, finder sted under en bølge af massakrer i det 17. århundredes Polen. Trilogien Tre byer beskriver begivenheder, der fører frem til den russiske revolution. Aschs nye omgivelser inspirerede ham til at anvende lignende granskning, hvad angik det amerikansk-jødiske liv, fx i Moses og i Østfloden.

Ligesom Asch stammede Josef Opatoshu fra Polen. Igennem hele sit voksenliv bidrog han til dagbladet Der tog, som grundlagdes i New York i 1914. I sit mesterværk I polske skove, 1921, beskriver han et folk fanget mellem hasidismens nedgangsperiode og haskalahens, den jødiske oplysningsbevægelses opgangstid midt i det 19. århundrede.

En anden immigrant fra Polen, hvis ry gik forud for hans ankomst til USA, var Israel Joshua Singer, som i 1930'erne og 1940'erne skabte adskillige betydelige, sociale romaner om jødisk liv i Europa: Kalven Yoshe, der finder sted i et hasidisk hof, blev en enorm succes både i egen ret og i scenisk bearbejdelse og opførelse. BrødreneAshkenazi , 1936 (da. 1937) er en historisk roman i tre bind om væksten og blomstringen af jødisk tekstilindustri i Polen og dens ødelæggelse og undergang  som følge af krig og polsk antisemitisme. Familien Karnovski handler om tyske jøder i nazisternes greb.

Da Singer døde pludseligt i 1944, trådte hans yngre broder, Isaac Bashevis Singer (1904-1991), ud af hans skygge og ind i storbroderens sko som bidragyder til dagbladet Forverts. I. B. Singer opnåede hurtigt opmærksomhed med den tidlige, eksperimentelle Satan i Goraj, 1935 (da. 1995), Familien Moskat, 1950 (da. 1967), og noget senere Troldmanden fra Lublin, 1960 (da. 1979). Bashevis Singer er den mest oversatte jiddische forfatter. Bedst kendt er han som mester af korte fortællinger, der suger kraft og energi fra uærbødighed og det overnaturlige og irrationelle, fx i Tåbelige Gimpel, Yeshiva-drengen Yentl og Den sidste dæmon. I 1978 modtog I. B. Singer Nobelprisen i litteratur.

Sovjetunionen og Polen. I de år der fulgte efter den russiske revolution i 1917 og 1. Verdenskrig dukkede nye retninger inden for jiddisch litteratur op i Kiev, Moskva og Warszawa (såvel som i Berlin). Nogle af de førende forfattere var David Bergelson, Der Nister, Peretz Markish og David Hofshteyn. Deres litterære aktiviteter var mest vellykkede og frugtbare i 1920'erne, inden Sovjet-restriktionerne forvandlede den frie ytring til en umulighed. Ikke desto mindre forblev Sovjetunionen et førende centrum for jiddisch litteratur fra 1920'erne og til 1941. I August 1952 blev flere betydelige, jiddische forfattere ofre for de stalinistiske udrensninger.

Den førende prosastilist var David Bergelson (1884-1952), den vigtigste modernistiske forfatter i jiddisch litteratur, som gjorde sig stærkt bemærket med fortællingen Den døve og Omkring en jernbanestation. Hans mesterværk Afgang, 1920, gengiver Shtetlens undergang ved brug af teknikker som indre monolog, drømmesekvenser og et omflakkende fortæller-øje, der anskuer byen fra mange forskellige personers perspektiv. I 1930'erne udgav han sit hovedværk, den delvis autobiografiske tobinds-roman Ved Dniepr, som handler om anspændtheden og belastningen ved at skrive under stalinistisk terror.

Andre mesterværker i perioden er Moshe KulbakZelmenianer-klanen (I,1931; II, 1935) og Der Nisters Familien Mashber, (1939-1948). Der Nister (Den skjulte) var en original symbolist-forfatter. Tidligt i sin karriere oversatte han udvalgte eventyr af HC Andersen og inkorporerede elementer af folke-eventyr i sin fiktion. 

Inden censurens formørkelse kvalte Sovjetforfatternes kreativitet, kunne sovjetisk, jiddisch litteratur opvise usædvanlige bedrifter inden for poesi. David Hofshteyns lyriske vers, Kulbaks rytmiske nyskabelser, Leyb Kvitkos fortryllende børnedigte, Itzik Fefers yndefulde versekunst og Shmuel Halkins emotionelle musikalitet.

Efter I.L. Peretz død i 1915 forsøgte en gruppe jiddische forfattere at udfylde det litterære tomrum ved at grundlægge Forfatterens Klub i Warszawa. Mens de ældre skribenter så ned på de unge modernister, var disse i færd med at tilføre jiddisch litteratur en usædvanlig vitalitet. Tre af de unge modernister, Uri Zvi Grinberg, Peretz Markish og Melekh Ravitsh dannede en avantgardistisk, poetisk gruppe, Di Khaliastre (Slænget), 1920-1922. De tre venner kom til at gå i forskellige geografiske og æstetiske retninger, men for en kort stund medførte gruppens sprudlende brug af ekspressionistiske teknikker en anti-æstetisk udfordring i jiddisch litteratur.

Grinberg blev zionist, flyttede til Palæstina i 1924, skrev næsten udelukkende på hebraisk og hører til blandt de største hebraiske digtere. Markish blev gloende marxist og tilpassede sig Sovjet-regimet, men dette til trods blev han likvideret i 1952 sammen med de mange andre jiddische forfattere. Ravitsh blev kosmopolit, havnede i Montreal, hvor han udgav et biografisk trebindsværk om jiddisch litteratur, Mayn leksikon (1945-58).

I 1930'erne dannede nogle digtere gruppen Yunge Vilne (Unge Vilna), der kæmpede for politisk renovering og imod social uretfærdighed. Blandt dem var Chaim Grade (1910-1982) og Abraham Sutzkever. Grade udgav adskillige højt estimerede digtsamlinger som fx Generationer, 1945. Han overlevede holocaust og bosatte sig i New York i 1948. Her begyndte han at skrive fortællinger, hvoraf den kendteste er en filosofisk post-holocaust-fortælling, Min strid med Hersh Rasseyner, 1955, der består af en diskussion mellem en religiøs jøde og en ikke-troende fortæller.

Israel. Den vigtigste jiddische forfatter i Israel er muligvis Abraham Sutzkever (1913). Han begyndte at udgive jiddisch poesi knyttet til gruppen Yunge Vilne i 1930'erne.  I 1943 flygtede Sutzkever fra Vilna-ghettoen og skrev efterfølgende digte om sine oplevelser såvel som en af de stærkeste erindringsbøger fra Litauen, Fra Vilnas ghetto, 1946. En del af hans digtning, der reagerer på nazisternes folkemord, findes i Fæstningen, 1945, og i Digte fra ghettoen, 1946. Han immigrerede til Palæstina i 1947 og begyndte at fremme jiddisch litterær-kultur i Israel og rundt om i verden ved at redigere tidsskriftet Di goldende keyt (Den gyldne kæde), der udkom i Tel Aviv 1949-96.

Andre virkende jiddische forfattere i de første årtier efter Israels grundlæggelse er digterinden Rikudah Potash, Leyb Rokhman, Yosel Birshteyn og Zvi Kanar.

Den store indvandring fra Sovjet/Rusland i 1980'erne og 1990'erne gav jiddisch litteratur en ny opmuntrende drejning. I 1992 skabte en gruppe Sovjet-immigranter den litterære almanak Naye vegn (Nye Stier eller Nye Retninger). Chulyot (Bindeled) blev grundlagt i 1990, er skrevet på hebraisk, men er helliget studiet af jiddisch litteratur. Toplpunkt (Dobbelt Punkt eller Kolon), er et litterært tidsskrift, der blev lanceret i 2000 i Tel Aviv.

Bidragyderne er aktive, jiddische digtere og fiktionsforfattere, hvoraf størstedelen er uddannet i Moskva som fx Lev Berinsky, Velvl Chernin, Moshe Lemster og Boris Sandler, som i 1998 blev Forverts redaktør i New York.

Drama. Jiddisch teater havde sine egne skuespilforfattere. Begyndelsen af det professionelle, jiddische teater dateres almindeligvis til 1876, da Avrom Goldfaden (1840-1908) sluttede sig til to rejsende musikanter for at præsentere sin egen to-akters musicalsketch i en kro i Rumænien. I de følgende årtier fortsatte han med at sørge for truppens dramatiske og musikalske repertoire. Hans produktion var domineret af farcer og musicals, ofte med det for øje at bekæmpe fanatisme og overtro, således som i De to Kuni-Leml og Troldkvinden. 

Da jiddisch teater blev forbudt i det russiske imperium i 1883, immigrerede mange jiddische dramatikere og skuespillere til Vesten. New York trådte fra midten af 1880'erne til 1. Verdenskrig frem som det jiddische teaters vigtigste centrum.

I starten af 1890'erne dukkede en ny stemme frem i jiddisch drama, nemlig den bemærkelsesværdige Jacob Gordin (1853-1909). Nylig ankommet til New York fra sit hjemsted Ukraine tog han stærkt afstand fra de melodramaer og musicals, som dominerede det jiddische teater på dette tidspunkt og satte sig for at reformere den jiddische scene med skuespil inspireret af samtidens mestre såsom Ibsen og Hauptmann. Gordins første drama, Sibirien, 1891, struktureret i traditionen af det velskabte skuespil, blev hyldet som intet mindre end revolutionært. Hans kendteste skuespil er Den jødiske Kong Lear, Den forældreløse Khasye og Gud, Menneske og djævel. Gordins mest succesfulde tilhængere, Leon Korbin og Zalmen Libin, skrev både dramaer og fiktion.

I mellemkrigsårene spillede dramatikeren Peretz Hirshbein (1880-1948) en vigtig rolle i tilknytning til Jewish Art Theatre, der blev grundlagt i 1918. I dramaer som fx Grønne marker og Et fjerntliggende hjørne viste Hirshbein en nedtonet kvalitet, der sjældent er set blandt hans forgængere.

Påvirket af I.L. Peretz' kunstneriske omarbejdelse af hasidiske fortællinger skrev S. Ansky (1863-1920) det mest berømte skuespil i jiddisch teaters repertoire, Der dibek (Dibbuken), 1914, som blev opført i 1919.

I det 21. århundrede bliver jiddische skuespil stadig opført mange andre steder end i New York, fx i Montreal, Tel Aviv, Warszawa og Bukarest.