YEUDAH AMICHAI (1924-2000).
Israelsk lyriker, dramatiker og roman- og novelleforfatter.

Judih Winther

Yehudah Amichai, der i Israel tituleres "digternes prins", er nok den mest elskede digter blandt det hebraiske sprogs læsere. Ud over at blive anset som århundredets største hebraiske digter, er han internationalt anerkendt som hørende til de væsentligste digtere overhovedet i sidste halvdel af det 20. årh. Hans digte er oversat til 37 sprog. Fra 1988 blev Amichai lanceret som kandidat til Nobelprisen i litteratur.

Han blev født i Würzburg, Bayern, hvorfra familien indvandrede til Palæstina i 1936 og bosatte sig i Jerusalem. Forældrene var ortodokse, og Amichai blev uddannet i religiøse skoler både i Tyskland og Jerusalem. Under 2. verdenskrig deltog Amichai i den jødiske brigade på engelsk side, og i 1948 var han med i kampene, der førte til Israels oprettelse. I disse kampår faldt han over en antologi med moderne engelsk og amerikansk poesi.

Stærkt påvirket af hovedsagelig W.H. Auden og Dylan Thomas udgav Amichai digtsamlingen I dag og andre dage, 1955, der markerer en ny stil og en ny skole i hebraisk poesi. I digtene benytter han sig af dagligsprogets talerytmer og udtryksformer, teknologiske og militære termer, populære folkesange og ordsprog. Samtidig røber hans poetiske sprog en rigdom af referencer til bibelske, rabbinske og liturgiske tekster som han manipulerede ind i en ironisk diskurs om samtidens problemer.

I sin anden samling I afstanden mellem to håb, 1958, præsenterer A de temaer, som blev gennemgående i forfatterskabet: kærlighed, krig, tid og erindring

Blandt Amichais mange litterære bedrifter var hans bemærkelsesværdige evne til grundlæggende at være en selvbiografisk digter, samtidig med at han vidergav vidtrækkende sandheder om det jødiske folks historie og skæbne. Herom vidner, ved siden af hans 23 digtsamlinger, hans novellesamling I denne forfærdelige vind, 1961 og romanen Ikke fra denne tid, ikke fra dette sted, 1962.

Amichai er en kender af det paradoksale. Skiftevis, og ofte samtidigt, er han erotisk og metafysisk, troende og skeptiker, alvorlig og ironisk, sorg-gennemvædet og skarpt vittig, jødisk indtil marven, og med en menneskelighed, som er bredt universel; besat som han er af tid og død, krig og fred, kærlighed og erindring, glæde og lidelse. Erindring er altid en byrde, et ansvar, fra hvilket digteren anmoder om at blive løst.

Amichai er tillige den mest intime blandt kærlighedsdigterne, ligeså lidenskabeligt sammenfilteret med sin kvinde som med sit land. I den elskedes favn finder han både vidnesbyrd om det guddommelige, og tristesse pga. dets fravær. En del af kærligedsdigtene er hymnelignende salmer.

Religiøs, som Amichais poesi ubestridelige er, dyrker den en sådan dreven mangel på ærbødighed, er så levende indsigtsfuld, så jordisk timelig og enkel, at den er ganske uimodståeligt gribende også for en ikke-troende. Troen forekommer her i strid med sig selv. Digteren, der slås med sin egen overbevisning i søgen efter åndelig sandhed, bibringer den religiøse dimension af poesien stor vægt og resonans.

Digtenes politiske holdning er endnu mere flygtig. Til trods for, at de er ladet med historie, skrevet i en kontekst af vold og de konstant geopolitiske uenigheder, som har smadret landet, længe inden det blev en jødisk stat, omhandler de næsten aldrig direkte de aktuelle, debatterede spørgsmål.

Amichai synes at se krig og fred, terrorisme og sameksistens, ja, endog landegrænserne som vanskelige realiteter, der er rodfæstede ikke kun i regionen per se, men i den menneskelige tilstand. Krigstematikken krydser hans digtning på konkrekt og metafysisk vis.

Han reflekterer over sin egen kamperfaring, soldaternes og sine egne børns angst, mod og smerte, men Amichais eneste eksplicitte protest er ikke imod nogen statsinstitution eller fjende, men imod skæbnen selv eller Gud, eller imod en hvilken som helst dæmonisk kraft, der driver mennesket til at tørste efter menneskeblod. Og som sædvanlig er det hans elskede, der tilbyder et glimt af lettelse fra det herskende vanvid.

Han vover at tackle kosmiske temaer vha. dagligdags rekvisitter. Når selv en tandbørste i Amichais univers kan være et helligt projekt, hvor meget mere helligt må da ikke den hånd være, der holder tandbørsten, og de elskendes hænder, der kærtegner hinanden og de ulegemlige erindringer selv, og sindene, der husker.

Jerusalem, Amichais hjem i over 60 år, var en levende entitet i hans værk, dets nervøse nervesystem. Han gennemgik Jerusalems arkæologi med tætkam for metaforer, der kunne gentolke offentlig såvel dom privat historie. Selv om nutids- og oldtidshistorie har lagt sig lag på lag over Jerusalems landskab, var intet gemt for Amichais indre syn. Kendtest blandt de utallige Jerusalemsdigte er det lange Jerusalem 1967, som blev skrevet efter seksdagskrigen.

Amichai var en diger af internationalt format, men han var først og fremmest sit folks digter. Amichai var et navn, han selv havde valgt. Det betyder: "Mit folk lever".

Udvalgte digte i: I krigens skygge bind 2, 1982.

Til Emneoversigten

Til Forsiden