Orly Castel-Bloom bliver betragtet som den dristigste, mest opfindsomme og produktive blandt de forfattere, der begyndte at publicere i slutningen af 1980'erne. Nogle hævder endda, at hun har formået intet mindre end at ændre den hebraiske fiktions ansigt. Som en seismograf af det israelske samfund blev hun i 2000 valgt som en af de 50 mest inflydelsesrige kvinder i Israel.

Castel-Blooms unikke stemme er udtrykt i 4 novellesamlinger, en børnebog og 6 romaner. Hendes første bog, novellesamlingen Ikke langt fra bycentrum udkom i 1987, siden fulgte Fjendtlige omgivelser, 1989, romanen Hvor er jeg, 1990, romanen Dolly city, 1992, Uindbudte noveller, 1993, romanen Dén Mina Lisa, 1995. børnebogen Lad os opføre os ordentligt, 1997, romanen Orly Caste-Blooms nye bog, 1998, novellesamlingen Frie radikaler, 2000, romanen Menneskelige dele, 2002, Med ris diskuterer man ikke: Udvalgte noveller 1987-2004, 2004 og romanen Tekstil, 2006.

Som kætter er Castel-Bloom den første blandt de forfattere og digtere, der begyndte at stille spørgsmålstegn ved alt, hvad der findes, prædikes og rører sig i det israelske samfund. Hun vender op og ned på alt; Hun angriber det israelske samfunds ikoner: hæren, statsinstitutionerne og medierne, samtidig med at hun gør opmærksom på typisk israelske syndromer, som bekymrer hele samfundet.

Gennem sin snurrige leg med ord og menneskelige situationer skaber Castel-Bloom gennem klichéer en virkelighed, der åbenbarer fremmedgørelse og patologiske tilstande under hverdagslivets dække, såvel hos mænd som hos kvinder. Skikkelsene og livssituationerne er så ekstreme, at de forekommer absurde og groteske.

Castel-Bloom er ikke interesseret i "sjælen" og dens indre spændinger, men derimod i sine skikkelsers personlighed, sådan som den bliver formet i forholdet til omgivelserne. Hendes unikke måde at zoome ind på sine personer kan ses i den uovertræffelige Uindbudte noveller (enkelte findes på da. i Ørkenrosen, 2002). Materialet afspejler landets sande, groteske virkelighed, som den er opsnappet fra aviser, TV-serier, universitetscampus, underverdenen eller - hvilket er det samme- efterretningstjenesten.

Dolly city, som er blevet omfattet af UNESCOs Samling af Repræsentative Værker, er en polemisk roman, som benytter sig af tegneseriernes flade og voldelig sprog, hvor verden eksisterer i et ingenmandsland uden for tid og rum. Bogens hovedpersoner lægen Dolly og hendes søn ved navn 'Søn', kan tolkes som en fælles meafor for Israel, samtidig med at romanen er en satirisk parabel over det jødiske-mamma-kompleks.

Historien handler om en skør kvindelige læge, doktor Dolly, der har et laboratorium i den befængte, fremmedgjorte by Dolly (d.e. Tel Aviv), hvor hun i forskningsøjemed udfører gyselige eksperimenter med dyr. Ind i dette scenarie anbringer hun et forladt spædbarn, som hun finder i en vejkant. Under denne "Søn"s opvækst, behandler hun ham i sit vanvid, og af lutter angst og kvælende omsorg, som et af sine eksperimenter. På hans ryg skærer hun et kort over Israel, hvor grænserne udvides, mens han gror. Det lykkes mirakuløst for drengen at overleve de grusomme mishandlinger og blive fuldvoksen. Han redder Dolly fra et selvmordsforsøg, bliver dykker i den israelske flåde, forsøger siden hen at kapre et fly til at flygte i for tilsidst at forsvinde i ørknen.

I denne futuristiske fantasi-satire antyder Castel-Bloom, at Israel muligvis kunne helbredes for sit sygelige behov for at kontrollere sine grænser.

I begyndelsen af det 21. årh. sker der et skred i Castel-Blooms forfatterskab. Det bevæger sig hen imod en mere realistisk skriveform, der giver sig udslag i den usædvanlige Menneskelige dele og den allerseneste Tekstil.

Titlen Mennsekelge dele, refererer dels til de utallige skikkelser og 6 hovedpersoner, som Castel-Bloom følger i romanen, dels til det helt fysik fragmenterde menneske i form af den uhyggelige virkningen af selvmordsbomberne, og hovedsagelig til det faktum, at figurerne forbliver fragmenter, i et sygt samfundslegeme, der ikke formår at forbinde delene og skabe en entitet. Personerne tilhører forskellige sociale, økonomiske og kulturelle segmenter og lag. Indfødte israelere og etiopiske og russiske immigranter, velstående, veluddannede ashkenazier fra det nordlige Tel Aviv og folk fra periferien, fx det ludfattige, marginaliserede Lod. Ingen af dem undres nogensinde over, hvor de er eller endog over hvem de er, som i romanen Hvor er jeg??. Den usikkerhed, de deler, er ikke en usikkerhed i eksistentiel forstand. Den er betydeligt enklere. Den er Døden. Israel er nemlig hjemsøgt af uhyre katastrofer, naturmæssige politiske og sociale : omsiggri- bende fattigdom, dagligdags skududvekslinger og selvmordsbomber.

Fortvivlelsen er omfattende, fred synes fjernere end nogensinde, selv himlen påfører landet straf: et apokaliptisk uvejr, der medfører en ødelæggende vinter efter otte års tørke, fulgt af en hærgende eoidemi af "saudisk influenza". Selvom personernes liv krydser hinanden på tilfældige måder, og mødes i kritiske øjeblkke i deres liv, bliver møderne flygtige. Tilværelsen er foreløbig. Den altoverskyggende vold og fælles usikkerhed formidnsker ingenlunde de uhyre sociale, økonomiske og menneskelige kløfter mellem dem. De forbliver narcistiske, selvoptaget, og mangler grundlæggende empati og barmhjerighed. Af mangel på valg tilpasser de sig de forfærdende omstændigheder og tumler videre med deres liv.

Tekstil tager fat dér, hvor den dystopiske Menneskelige dele slipper. Romanen åler den nye rodløse israelske kultur, som mangler dybde. Den beskriver skarpt og ironisk homogeniteten af de veletablerede ashkenazi-lag i det israelske samfund. Alt, som finder sted og opstår i samfundet, hænger sammen: Bosættelserne, terrorangrebene, færdselsulykkerne, de besættende plastiske operationer, stoffer, økonomiske kløfter, den nye tids kultur symboliseret ved shoppingcenterene og mediadominansen. Verden er blottet for følelser og stendød.