HOLOCAUSTLITTERATUR

Judith Winther

Holocaust (hebraisk: Shoah, jiddisch: Hurban) omfatter perioden 1933-1945 da nazi-Tysklands væbnede styrker og deres medskyldige myrdede mere end seks millioner europæiske jøder i et forsøg på at udrydde den jødiske tilstedeværelse i verden. Europas jøder blev berøvet deres besiddelser, blev isoleret i forseglede ghettoer, hvor de blev udsultet, udsat for sygdomme og stemplet som slavearbejdere. Overlevende fra denne langsomme dødsproces blev deporteret til arbejds- og koncentrationslejre, hvor tilværelsen var endnu mere brutal, eller også blev de myrdet øjeblikkeligt i massehenrettelser udført af specielle drabsenheder eller i specielt designede udryddelseslejre.

Holocaust fremkalder dybtgående spørgsmål om den vestlige civilisations politiske, sociale, kulturelle og teologiske begrebsmæssige konstruktion. Ofre, overlevende, tilskuere og mennesker født efter Holocaust, men bevæget af dens uhyre arv, har reageret på disse spørgsmål. I 1980 skrev Alvin Rosenfeld: "Holocaustlitteratur må anses blandt vor tids mest tvingende litteraturer... Hvis vi kom til at benægte holocaustlitteraturens centrale stilling, ville vi forfalske ikke blot vor tids litterære historie, men også en stor del af dens moralske historie." (A Double Dying). Dette udsagn er endnu mere tvingende i det 21. århundrede.

Nazismens holocaust og dens følger har skabt kulturelle og intellektuelle kontekster, der har haft vældig gennemslagskraft i forhold til individuel og kollektiv bevidsthed og har genereret en betydelig mængde litteratur, der har gennemgået vigtige paradigmeskift. Holocaustlitteraturen er en litteratur af vidnesbyrd og sorg, en litteratur, der formidler et trauma og dets konsekvenser for efterkrigstidens tænkning. Den omfatter tekster i alle litterære genrer, reaktioner fra forfattere, som var til stede, og forfattere, som var heldige nok til ikke at være til stede, forfattere med vidt forskellig kulturel og national baggrund og forfattere med forskelligartede æstetiske filosofier. Blandt de, som ikke var til stede, er der medlemmer af den samtidige generation, som begyndte at reagere efter at have fordøjet nyhederne i årene, der fulgte umiddelbart efter holocaust. Og de, der skrev som svar på efterkrigstidens fremmanen af holocaust i form af Eichmann-processen i 1961, polemikken, der omgav Hanna Arendts reportage fra processen, den Tyske Auschwitz-proces, den ildevarslende tilintetgørelses-retorik knyttet til den arabisk-israelske krig i 1967, det internationale studenteroprør i 1968 og lempelsen af forbudet mod Holocaust-information, der var bundet til en revisionistisk historieopfattelse, hovedsageligt efter ophøret af Sovjets herredømme over Østeuropa. Den mest fængslende skrivning er muligvis udfærdiget af de, som ikke var til stede. Det er værker af anden og tredje generation: børn og børnebørn af Holocaust-overlevende.

Eftersom videnskabsfolk og lærde fra mange discipliner griber holocaust-tematikken forskelligt an, følger kontroversielle diskussioner vedrørende historiografi og litterær repræsentation, filosofiske, teologiske, politiske og psykologiske implikationer af holocaust. Teoretikere debatterer om, hvorvidt man skal behandle begivenheden som en enestående historisk erfaring eller som del af en historisk kontinuitet, om muligheden eller umuligheden af og behovet for at omtale holocaust på andre måder end rent dokumentarisk, om legitimiteten i at sammensmelte historie med kunst og om anstændighedens og repræsentationens grænser. Skabende forfattere og teoretikere er engageret i problemet med at kunne kommunikere det ukommunikerbare, dilemmaet i at repræsentere erfaring, der ikke har noget historisk eller forestillet analogt sidestykke.

Polemikken omkring legitimiteten af holocausts kreative litteratur rejstes allerede med offentliggørelsen af de tidlige efterkrigstekster. Theodor Adorno, der var bange for, at et digts æstetiske egenskaber ville påkalde sig opmærksomhed på bekostning af dets tema, fik ham til udfordrende at erklære, at digtning efter Auschwitz var barbarisk. Lige siden denne formaning har korrektheden i at skildre holocaust i kreativ litteratur været til debat. Men tidlige holdninger, der formedes af en pietetsfuld tilnærmelse til holocausttragedien og tilkendegav bekymringen om, hvorvidt sproget var utilstrækkeligt til at udtrykke holocaustvirkeligheden, blev erstattet af en postmodernistisk indstilling. Påstanden om det usigelige er funderet i en overbevisning om, at ordet er kompromitteret, og at repræsentation er umulig.

Mens Saul Friedländer og Berl Lang advarede om, at fakticitet var afgørende for holocaust-beretningen, erklærede postmodernistiske teoretikere, at sproget ved selve sin beskaffenhed var ude af stand til at repræsentere kendsgerninger; det gjaldt fx Jean-François Lyotard, Maurice Blanchot m.fl. Derimod fokuserer forskere, der arbejder med traumateori, som fx Shoshana Feldman, Dori Laub m.fl., deres skrivning mere direkte og specifikt på holocaust-virkelighed.

Værker skrevet af jødiske skribenter under holocaust-årene læses ofte som autentisk dokumentation på grund af den tidsmæssige nærhed og mangel på retrospektion. Disse værker omfatter først og fremmest dagbøger, men tillige breve: fx Etty Hillesums Breve fra Westerbork (transitlejr nær Amsterdam), digte: fx Miklós Radnótis, hvis digt blev fundet i hans frakkelomme i en massegrav, samt vidneudsagn. Offentliggjorte holocaust-dagbøger er stort set skrevet af forfattere, som ikke overlevede krigen, men som følte sig tilskyndet til at registrere deres menigheds destruktion og deformeringen af deres liv. Disse strækker sig fra Adam Czerniakows bekendte Warszawa Dagbog: Optakt til undergang og til den lange Krønike fra Lódz Ghetto, 1941-1944, der består af beretninger om dagliglivet skrevet af adskillige ghetto-indespærrede. Disse værker er mindre kendt end dagbøgerne skrevet af enkeltpersoner. Chaim Kaplans Smertens Skriftrulle om Warszawas ghetto fra 1939 til deportationen i 1942 signalerer et særegent synspunkt og en individuel tone til trods for Kaplans erklærede ønske om at skrive upersonligt. Han var stærkt religiøs, og hans bibelske viden præger hans skrivning, dog er hans tilnærmelse til stoffet moderne og sekulær, især i sin analyse af nazisternes ideologiske motivation. Anne Frank var modsætningsvis en assimileret, tyskfødt teenager, der levede i Amsterdam, og hendes En ung piges dagbog fokuserer på det indre liv og relationerne imellem de familiemedlemmer, som er gået i skjul på et kvistværelse. Bogen appellerer til den almindelige, vestlige læser. Det samme gælder for Victor Klemperers Dagbøger: Jeg skal bære vidnesbyrd: 1933-1941, som er unikke dokumenter. Den hollandske Moshe Flinkers Unge Moshes Dagbog: En jødisk drengs åndelige pinsler i nazi-Europa er væsensforskellig fra Anne Franks dagbog og får enhver ide om individuelle dagbøger, der tilbyder klar, historisk dokumentation, til at bryde sammen.

Holocaust-vidneudsagn og -erindringer er tydeligt mere litterære i sprog og konstruktion. Da de er retrospektive, er der en større distance mellem fortæller og hovedperson end i en krønike eller en dagbog. Elie Wiesels distance fra de begivenheder, der bliver beskrevet i hans vidneudsagn Nat, 1960, er signaleret ved forfatterens valg af en fransk version til erstatning af personens hebraiske navn. Mens Primo Levi i sin biografi Hvis dette er et menneske, 1959, finder kløften mellem livet i lejren og livet som et frit menneske så stor, at han næsten ikke tror på det, han beskriver. Forfatterens skelnen mellem vidneudsagn og erindring er til en vis grad kunstig, men hviler på forskellen mellem barske udsagn og en mere meditativ beretning.

Det er en almindelig trope i holocaustskrivning at transformere Guds udvælgelse af sit folk til nazisternes udvælgelse af samme folk, enten på rampen i Auschwits eller under senere selektioner til gaskamrene.

Holocaust-fiktion af overlevende kan beskrives som den næstmest autentiske kategori, selv om den stadig komplicerer den tilsyneladende enkle modsætning mellem autentiske fakta og falsk fiktion, således fx i Jerry Kosinskis Den bemalede fugl, 1965. I dag er læserne blevet vant til mere sofistikerede, generiske forskelle, hvor holocaustskrivning er impliceret i fx Ida Finks novellesamlinger fra 1987 og 1992.

Fiktionens rolle i værker af holocaustoverlevende er varieret. Her kan nævnes Louis Begleys Krigstids Løgne, 1991 og Aharon Appelfelds holocaustromaner, som er historisk specifikke, men ikke altid historisk nøjagtige repræsentationer af jøder i Europa på katastrofens rand.

Selvom han er digter, ligner Paul Celans arbejde mest de overlevende romanforfatteres ved at tilbyde ikke vidneudsagnets autenticitet, men en retorisk konstrueret oprigtighed.

En yderligere tidsmæssig afstand fra selve begivenhederne har forfattere blandt de såkaldt andengenerationsoverlevende. Deres arbejde er yderst varieret og omfatter fx Art Spiegelmans to-binds-tegneserie, Maus, 1986 og 1991, såvel som den israelske romanforfatter David Grossmans Se under: Kærlighed, 1989, og den canadiske Anne Michaels Flygtige stykker, 1997. Maus er selvbiografi såvel som biografi, således som første binds dobbelttydige undertitel, En overlevendes fortælling, antyder. Michaels bog er en omhyggeligt researchet beretning om ung, polsk jødes redning og tilværelse i Canada. I lighed med Appelfelds arbejde fylder Flygtige stykker menneskelige tab og erindring ind i beskrivelserne af landskab, vejr og gammel historie.

Den sidste kategori af holocaustlitteratur ved jødiske forfattere består af fiktion ved ikke-overlevende, som heller ikke er efterkommere af overlevende. Dette er en hastigt voksende kategori, som allerede udgør en lang liste, der bl.a. omfatter Philip Roths Forfatterspire, 1979, Saul Bellows Mr. Sammlers planet, 1970, Cynthia Ozicks Sjalet, 1990 og Joseph Skibells En velsignelse på månen, 1997.

Endelig må nævnes den ungarske Nobelpristager Imre Kertész‚ Sorstalanság, 1975, (da.: De skæbneløse, 2002) samt andre værker, der trækker på hans erfaringer fra Auschwitz og Buchenwald.

Til Emneoversigten

Til Forsiden