Novelle- og romanforfatter, essayist, digter, dramatiker og oversætter.  Cynthia Ozick hører til blandt de mest selvbevidste, intellektuelle forfattere i USA. En forfatter, der drages mod paradokser og dualiteter, og hvis personer kendetegnes af splittelse mellem, hvad Ozick kalder hellenisme og jødedom, det hedenske og det hellige, naturtilbedelsen og kunstdyrkelsen. Hun beskæf-tiger sig ideligt med dynamikken mellem jødiskheden og kristenheden og det moderne menneskes dyrkelse af kunsten, der sættes i kontrast til det jødiske billedforbud. Ozick voksede op i New York. Hendes forældre var litauisk-jødiske immigranter stærkt forankret i jødisk tradition, mens hendes onkel Abraham Regelson var en anerkendt, hebraisk digter. Sit universitetsstudium afsluttede hun med et speciale om forfatteren Henry James, som i adskillige år fortsatte med at øve en besættende indflydelse på hendes omverdenssyn.

Ozick er kendt som en glimrende stilist, og hendes værker er oversat til flere sprog. Fem af hendes noveller er udgivet i Best American Short Stories, og hun har modtaget adskillige priser for sin litterære virksomhed.

Ozicks tidligst udgivne roman Trust, 1966, er en saga, der kortlægger en unavngiven, ikke-jødisk kvindes dannelsesrejse. Kvindens søgen efter sin biologiske far dramatiserer den vestlige civilisations modsætning mellem hellenisme og hebraisme i en kontrapunktisk struktur, der stiller den græske naturgud Pans kunstneriske og sensuelle tillokkelser ved siden af den hebraiske profet Moses moralske bud. Snarere end klostre, katedraler og slotte, som den unge piges mor havde planlagt skulle være pigens æstetiske introduktion til europæisk tradition, opdager hun indirekte udryddelseslejrene og krematorierne. Som modtræk til den hellenistiske og kristne indflydelse på den unge kvinde fra både hendes biologiske far og hendes første stedfar fremstilles den jødiske påvirkning af hende fra stedfar nummer to. Gennem dennes dramatiske og meditative rolle præsenterer Ozick holocaust som et varigt referencepunkt af radikal ondskab, og jødisk etik som en blivende mulighed. Reaktioner på holocaust som et kriterium, ved hvilket Ozick registrerer personernes moralske ståsted, sådan som det allerede er synligt i Trust, bliver en fast bestanddel af hendes fiktion.

Ozick slog kunstnerisk igennem med novellesamlingen The pagan Rabbi and Other Stories, 1971, (da.: Den hedenske rabbiner. Udvalgte noveller, 1990). Amerikansk kultur anskuer hun som overvejende hedensk, som optaget af natur og af eksistensens fysiske sfære, hvorved den i sagens natur befinder sig i konflikt med tilbedelsen af jødedommens ulegemlige Gud.  I "The Pagan Rabbi" er titelskikkelsen splittet mellem sin kærlighed til den jødiske religion og lærdom og sin dragning mod natur og magi. Rabbineren kommer bort fra den hellige sti og lader sig forføre af naturens skønhed. I en mægtig flugt ind i det overnaturlige beskriver Ozick hans betagelse af dryaden, der bor i træet, hvordan han parrer sig med hende og til sidst hænger sig i hendes træ. Moses-tilbederen er blevet offer for Pans trylleri.

Jødisk identitet i diasporaen efter holocaust er emnet for novellerne "Bloodshed", 1970, og "A Mercenary", 1974, der er samlet i Bloodshed and Three Novellas, 1976. Disse to beretninger er studier af diametralt modsatrettede svar på antisemitisk personforfølgelse: Befæstet jødisk selvdefinition og folkefællesskab og -sammenhæng sat over for jødisk selvhad. I "Bloodshed" bliver en holocaustoverlevende fremstillet som en moralsk vejviser for de åndeligt rådvilde. Bleilip, en skeptisk amerikansk jøde, der lider af åndelig tomhed, besøger - i håbet om at opspore en spinkel sandhed - en menighed af hasidim, der stort set består af holocaustoverlevende. De hasidiske jøder, hvis arbejde går ud på at studere de hellige tekster, er lige så fremmede for ham som han for dem.  Han iagttager dem som en sociolog, der forsker i en hedensk stamme. Men da han lytter til rebbens messianske præ-diken, der genkalder holocaust-traumet som en uadskillelig del af menighedens dagligliv, bliver han stærkt grebet. Med sig bærer han et skydevåben, eftersom han overvejer at begå selvmord. Nu bliver han af rebben tvunget til at reevaluere sit ståsted som jøde, såvel at bære kendsgerningen om sin jødiskhed som at vedgå holocausts moralske byrde.

I "A Mercenary" skjuler hovedpersonen Lushinski, en af Ozicks mest komplekse og flertydige skikkelser, sin jødiske identitet. Fyldt med selvhad antager han til stadighed sin undertrykkers persona. Hans karakter er et portræt af jødisk skizofreni efter holocaust. Hans selvopfattelse er forvrænget gennem antisemitismen. Han lever i en tilstand af bestandig forvandling. Selvom hans personlige historie er flygtig, spiller polsk-russisk-nazistisk forfølgelse altid en hovedrolle i en hvilken som helst historie, han opfinder for at fortælle om sig selv. Han mestrer flere sprog, men har intet modersmål. En beboer i New York, som har levet på tre kontinenter uden at tilhøre et eneste af dem, en rejsende, som har flere pas med forskellige identiteter. Som en kamæleon transformerer han sig lejlighedsvis for fortsat at kunne overleve, indhyllet og fortæret af selvbenægtelse og forræderi.

Holocausts psykologiske eftervirkninger og kunstneriske afledninger krydser hinanden i Ozicks efterfølgende arbejde. Hun kæmper med ideen om, at kunstskabelse, en hedensk aktivitet, står i direkte modsætning til jødedommens principper, som forbyder skabelsen af afguder. Frembringelse af kunst og litteratur er på sin vis blasfemisk, da den placerer kunstneren som konkurrent til Gud som skaber.

I titelhistorien i Levitation: Five Fictions, 1982, bliver holocaust-følsomhed endnu en gang gjort til en mulighed for autentisk, jødisk identitet. Det mislykkes for hovedpersonerne, et falleret forfatterpar i et blandet ægteskab, at forstå hinandens prioriteter som følge af deres livsanskuelsers grundlæggende uforenelighed. Da hustruen er konvertit, mangler hun den jødiske, kollektive erindring, og deler således ikke mandens opfattelse af betydningen af holocaust og det historiske, jødiske martyrium. Ved en sammenkomst i parrets hjem beskriver en profetlignende overlevende de grusomheder, han bevidnede, i en hypnotisk hvisken, som forhekser selskabet. De lyttende begynder snart bogstaveligt at levitere, svæve opad, i lighed med beskrivelserne af folk og objekter i Chagalls billeder. Det er kun de jødiske tilhørere, der evner at løfte sig og stige opad, mens de øvrige forbliver nede. Hustruen, der ikke deler martyriets herlighed og bliver draget mod en anden vision af kristne og hedenske ritualer, vælger med foragt at forblive ved jorden, hvorved hendes konvertering forbliver ufuldendt.

The Shawl, 1990, indeholder to sammenhængende fortællinger: "The Shawl" og "Rosa". "The Shawl" beskriver Rosa og hendes spædbarn, Magda, og 14-årige niece, Stella, og deres oplevelser i en koncentrationslejr. Rosa har formået at holde babyens eksistens hemmelig for de tyske vagter, men da den frysende Stella, snupper det sjal, barnet er hyllet i, skriger det, og bliver derved afsløret. Rosa ser hjælpeløst chokeret på, hvordan nazivagten kaster babyen mod Auschwitz' elektriske hegn. Hun må bekæmpe sit moderlige instinkt og stopper sjalet i munden. Fortællingen "Rosa" er ikke blot et efterspil til "The Shawl". Den er en slags Talmud-kommentar - og vice versa. I "Rosa" portrætteres kvinden, der lider af overleverens syndrom, 35 år senere i New York og Miami. Hun forsøger stadig at håndtere skylden over at have overlevet ved undertiden at foregive, at Magda stadig er i leve. Hun dyrker erindringen om sit spædbarn, påkalder magiske kræfter til at fremmane dets ånd, og hæger om sjalet, som hun tror på magisk vis kan reinkarnere hendes datter. Holocaust er til stadighed nærværende i verden efter holocaust. Rosa foretrækker genfærdet af sin datter frem for levende mennesker. Samtidig er hun flittig brevskribent både til datteren og niecen. Brevene er fiktioner, der hjælper hende med at give fortiden mening, og gradvist mister sjalet som dyrkelsesobjekt noget af sin magt over hende.

Hovedpersonen i romanen The cannibal Galaxy, 1983 (da. Kannibalgalaksen, 1987), Joseph Brill, en lærd, fransk holocaust-overlevende, grundlægger efter krigen en skole i USA.  Skolen bygger på en jødisk filosofs visionære ideer om en fusion af to civilisationer, den vestlige/kristne og den jødiske. I praksis bliver skolen en fiasko, den rene middelmådighed. Som de fleste af Ozicks personer er Brill ensom som svar på hybris. Han har ikke blot tilladt sine intellektuelle prætentioner at forkalke sit hjerte, men har også begået, hvad Ozick betragter som en af de værste synder: han har skabt et selvhenvisende uddannelsessystem og derved har gjort sig skyldig i afgudsdyrkelse. Han tragter efter at være Gud ved at bestemme, hvilke studenter der skal lykkes, og hvilke der skal forkastes. Gradvist erhverver Brill selverkendelse og finder sit sted i historien og sit kalds mening.

Romanen Messiah of Stockholm, 1987, kredser om den excentriske, svenske litteraturkritiker, Lars Andemening, og hans søgen efter identitet og rødder, og jagt på et tabt manuskript, "Messias", af den polsk-jødiske forfatter Bruno Schulz, der i 1942 blev myrdet på gaden af en SS-agent. Litteraturkritikeren mener at dele og være besat af Schulz‚ vision. Han forsøger at genopfinde sig selv ved at opdigte et eget, nyt, symbolsk navn og ved at lade en overbevisning vokse frem om, at han er Schulz' søn. Han er en solipsist, som lever for og gennem litteratur. Manuskriptet "Messias" dukker op hos enigmatiske personer. Men er det autentisk? Lars Andemening anser sig selv som en slags messias, som både holocausts offer og dets forløser. Men er han messias, er han blot en falsk sådan, akkurat som manuskriptet "Messias" er en forfalskning. Hvis det altså er det! Han anser, at han er blevet taget ved næsen. I et vredesudbrud snupper han manuskriptet og brænder det. Og så var det måske alligevel ægte. Romanen kredser således blandt andet omkring spørgsmålet om, ikke blot hvorvidt der er en messias, men om hvordan man vil kunne vide, hvis Messias er kommet. Og om kampen for besiddelse af dette dokument, symbolet på selve holocaust og metafor for kampen mellem rivaliserende grupper, der hver især gør krav på holocaust som sit.

Ideen om en person der tager rollen som gudlignende skaber er også til stede i romanen The Puttermesser Papers, 1997, der består af 5 fortællinger, hvoraf "Puttermesser and Xanthippe," er en af Ozicks fineste og mest opfindsomme. Puttermesser er nu ældre end i de foregående fortællinger, men stadig gammeljomfru, stadig statstjenestemand i New York, og stadig i længsel efter jødedommens rigdom. Dog er hendes lejlighed nu lagt i ruiner, og hun er ved at miste sit arbejde. I sin elendighed levendegør hun en nat uforvarende en golem, det berømte robotlignende menneske i jødiske legender. Det, som gør Puttermessers skabelse til noget særligt, er, at den er den første kvindelige golem nogensinde. Xanthippe identificerer Puttermesser som den mor, der skabte hende, men også som en guds-usurpator, der påtager sig rollen at puste liv i livløs materie. Til at begynde med hjælper Xanthippe Puttermesser til at realisere sin sejrsfantasi om at blive New Yorks borgmester og således boss for alle byens embedsfolk. Mere som en messias end som en borgmester frelser Puttermesser magisk byen for skidt, vandalisme, forbrydelse og korruption. Men messias er en falsk messias, og guds-usurpatoren Puttermesser betaler dyrt for sin skabelse. Hendes golem-datter bliver grådig, umættelig, et korrumperende eksempel, som byens borgere hurtigt begynder at forfølge. Affald forbrydelse og ineffektivitet plager byen som forhen. Moderen må dræbe sin egen skabelse. Puttermesser, den gudlignende skaber, har ikke afstedkommet andet end destruktion.

Ozicks seneste roman udkom i 2004 under to forskellige titler og demonstrerer derved sin kompleksitet og rigeligt sammenpressede stof. Den amerikanske udgave fik navnet Heir to the Glimmering World og lægger tydeligt vægt på arv, mens den britiske fik titlen The Bear Boy og sætter fokus på andre centrale aspekter såsom vildskab, barnlighed og bøgernes værdi og magt. Bøger kan bringe døde historier, tider, byer, begivenheder og mennesker tilbage til livet, men de er tillige mægtige nok til at dræbe. Heir to the Gimmering Worlds brede sigte er, gennem fortælleren, den unge, forældreløse Rose Meadows, at indkredse det, som indtræffer, når forskellige verdner kolliderer, når det gamle Europa, legemliggjort ved den intellektuelle, jødiske familien Mitwisser, der består af flygtninge fra Hitlers Tyskland, møder den Nye Verden præsenteret ved den hovedrige arving James A'Bair, "The Bear Boy", og de undertrykte og de privilegerede støder ind i hinanden. Ozick har endnu en gang fundet en rammende metafor for det anspændte forhold mellem kontinenterne.

Ozicks talrige essays er samlet i Art&Ardor, 1983, Metaphor&Memory, 1989, Fame&Folly, 1996, Quarrel&Quandry, 2000 og The Din in the Head, 2006.