A.B. Yehoshua har skrevet romaner, lange fortællinger, skuespil og socialt indignerede, politiske essays. Han blev født i 1936 i Jerusalem. På fædrende side er han femte generation i en sefardisk, jerusalemitisk familie, mens moderens familie stammer fra Nordafrika. Familiens orientalske afstamning kom til at spille en central og ambivalent rolle i Yehosuhas forfatterskab og liv, eftersom størstedelen af den israelske intelligentsia er ashkenazisk. Han hører til blandt de mest fremtrædende og mest læste israelske forfattere.

Fra sin første lange fortælling, Den gamle mands død, 1957 og gennem 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne skrev Yehosuha spændingsfyldte, allegoriske historier, der minder om den eksistentialistiske dimension hos Franz Kafka og S. Y. Agnon, men ofte med en anspændt politisk-kulturel optagethed.

I adskillige lange fortællinger såsom Tre dage og et barn, 1965, kan seksuel anspændthed ses som metafor for et sygt samfunds frustrationer vendt indad, meget i lighed med Amos Oz' fortællinger.

I mange af Yehosuhas fortællinger, fx En digters fortsatte tavshed, 1966 og Tidlig Sommer, 1970, 1973 (da. 1982), bliver en "gammel mand"-type, der minder om hovedpersonen i Yehosuhas første historie, underkastet en bidende kritik som følge af sin kulturelle stagnation og begyndende alderdom.

Fællesskabets "sønner"s bizarre adfærd i disse fortællinger præsenterer "fædrene" i et tragisk men skyldigt lys.

Fra sin skrivevirksomheds begyndelse har Yehosuha brugt det groteske som hovedbestanddel i sin litteratur til at strukturere sine handlinger og konfigurere sin sociale uenighed. I al almindelighed kombinerer han konventionelt stof med usædvanligt stof, føjer kærlighed og rædselshandling sammen som fx i Eksprestoget i Yatir, 1959 (da. 1967), hvor en jævn landsbybefolkning forsætligt afsporer et tog, og i Over for skovene, 1968, hvor en gammel araber, hvis tunge er afskåret, vogter over det Jødiske Nationale Fonds skove og bliver skyld i deres nedbrænding. En tydelig, yderliggående anklage mod forudsætningen for det zionistiske projekt.

Kombinationer af det almindelige og det groteske karakteriserer flere af Yehosuhas romaner, således fx. Elskeren, 1977 (da. 1980), Sen Skilsmisse, 1982 (da. 1984), Molkho, 1987 (da. 1989, Fem årstider) og Tilbagevenden fra Indien, 1994.

Det typiske plot hos Yehosuha sætter en israelsk familie, der går i opløsning som synekdoke for deformering af det israelske samfund som helhed. Helt tydeligt ses det i hans skuespil En nat i maj, 1975, som skildrer begivenheder i en israelsk families liv i maj 1967, umiddelbart før Seksdagskrigen.

I størstedelen af Yehosuhas romaner hersker en karnevalistisk atmosfære. Det indtryk, der skabes er, at mens individet eller familien er i færd med at gå i opløsning, overlever ikke desto mindre stammen og samfundet, måske pga. den vitalitet, der udløses af selve det grotesk karnevalistiske.

Yehosuhas særdeles populære første roman, Elskeren, 1977 (da. 1980) med baggrund i Yom Kippur-krigen i 1973 fuldender Yehosuhas bevægelse hen imod realisme, og med behørig hensyntagen til Faulkners stærke indflydelse indfører han her for første gang multi-stemme-teknikken og ordner beretningens forskellige stemmer og forskellige fortælleres alternerende synspunkter.

I den oprindelige zionistiske fortælling er elite-heltene verdslige, banebrydende ashkenazi-krigere. I Elskeren er eliten sefardisk-arabisk. Her fremstilles de skikkelser, som repræsenterer alt, hvad det gamle establishment har forkastet, i et gunstigt lys og som sejrherrer. Arditi er udvandret fra Israel, deserteret fra militærtjeneste og foregiver at være ultraortodoks, mens Naim, en ung araber, har held med ting, som mislykkes for jøderne. Familien er erobret indefra af Arditi, der er hustruens elsker, og af Naim, der er datterens elsker. Den kendsgerning, at tidens læserkreds stadig havde det gamle zionistiske metaplot i tankerne, skærpede kontrasterne og ironierne.

Hr. Mani, 1990 (da. 1993) regnes ofte som Yehosuhas bedste og mest originale roman. Den har form af halv-dialoger, dvs. dialoger, i hvilke kun den ene side af samtalen er gengivet.  Hr. Mani kan defineres som en anti-familie-saga. Romanen bevæger sig baglæns fra nutid til fortid gennem 150 år og fortælles hverken gennem familiens medlemmer eller en alvidende forfatter, men snarere gennem udenforstående, som samtaler med yderligere andre ikke-medlemmer af Mani-klanen.

De afgørende begivenheder, der former romanens historiske, retrogressive bevægelse, er Libanon-krigen i 1980'erne, den tyske besættelse af Kreta under Anden Verdenskrig, den britiske erobring af Palæstina og starten på den jødiske og arabiske nationalisme i 1917, den tredje zionistiske kongres og den gamle sefardiske menighed i Palæstina (ca. 1898), 1848-revolutionen og den sefardiske menighed inden den zionistiske ashkenazi-indvandrings begyndelse. Hr. Mani er ikke simpel historisk fortolkning. Den er en psyko-kulturel analyse. Den er et folks åndelige og emotionelle biografi.

I 1997 udgav Yehosuha en historisk roman, en sjælden genre inden for moderne hebraisk litteratur: Rejsen mod årtusindets ende. Den blev bearbejdet til opera og opført i 2005. Sjældnere endnu er, at handlingen føres tilbage til en næsten uudforsket og ukendt historisk periode, 997-1000 evt.

Fortællingens hovedperson er en stenrig, jødisk handelsmand, der stammer fra den blomstrende, rigt udviklede muslimske Orient. Han er tvunget til at foretage en dristig rejse til det formørkede, barbariske Vesteuropa, til den lille by Paris og til den tyske primitive by Worms for her at løse et religiøst-juridisk problem vedr. polygami. Løsningsprocessen udvikler sig til en kamp med hans kulturmæssigt mindreudviklede ashkenazi-brødre, som hidtil har været underlagt Orientens jøders kulturelle herredømme, men nu er i færd med at løsrive sig fra dette.

Den jødiske handelsmand befinder sig således midt i en kulturkamp, som får uhyre implikationer for det jødiske folks tilstand 1000 år senere, på det tidspunkt, hvor Yehosuhas bog bliver til. Rejsen er en egentlig undersøgelse af muligheden for at skabe en dialog mellem kulturelle koder inden for det jødiske folk, umiddelbart inden de to store jødiske kulturer, den ashkenaziske og den sefardiske, for alvor bliver til. Dialogen viser sig foreløbig vaklende og fjern.

Yehosuhas nok mest prætentiøse roman er Det befriende brud, 2001, som er skrevet efter Oslo-aftalen og er båret oppe af en for Yehosuha atypisk, håbefuld stemning.

Rivlin, en professor i Mellemøst-studier, har to besættelser. Den første og mest ambitiøse er at forstå det arabiske sind og den arabiske sjæl vha. sin forskning i den algeriske borgerkrig i 1990'erne og sin undersøgelse af forholdet mellem jøder og arabere i Israel, en ikke ringe bedrift i sig selv. Den anden og mere personlige er at forstå sin søns ægteskabs forlis.

Romanen forsøger at hamle op med de vanskeligheder, der er forbundet med forståelsen af palæstinenserne ud fra et jødisk-israelsk synspunkt, og den orkestrerer fremragende sammenstødet mellem kulturer og identiteter, hvor det personlige og det politiske til stadighed er smeltet sammen.

En dagsaktuel, mørk lidelsesroman i et terrorplaget land har Yehosuha skrevet i kølvandet på den 2. intifada, Personalechefens mission, 2004.

Romanen tumler med spørgsmålene: Hvad sker der, når en fremmedarbejder bliver dræbt i en terrorhandling og ingen, inklusive medarbejderne, bemærker, at hun er borte? Hvad sker der, når ejeren af et stort, berømt bageri i Jerusalem af en næsvis journalist skældes ud over manglende menneskelighed, fordi ingen i hans bageri har opdaget kvindens fravær? Hvad sker der, når personalechefen finder ud af, at hans opgave er at sone "umenneskeligheden" ved personligt at bringe den dræbte russiske, kristne arbejderske tilbage til begravelse i hendes landsby?

Ved at forvandle personaleafdelingen til en slags myndighed forsøger romanen at undersøge ansvarlighedens og menneskelighedens grænser.

Yehosuhas essayistisk, fx Mellem ret og uret, 1980 og Muren og bjerget, 1989, rummer stærk kulturkritik, hvor forfatteren fremtræder som fortaler for "israelisme" som en sund erstatning for "jødiskhed" i Israel. Tanken er, at israelsk identitet intet har at gøre med jødisk religion. Israel hører Mellemøsten til, er et multikulturelt og multireligiøst samfund, i hvilket de israelske palæstinensere udgør en "national minoritet".